Søndag havde udviklingskonsulent Eva Juul Toldam den fornøjelse sammen med Rosanna Hjort (udviklingskonsulent CFD Rådgivning, Viden og Udvikling) at afholde et fremtidsværksted med unge med Usher Syndrom om hvad det meningsfulde ungdomsliv er for dem.
Her fortalte de unge bl.a. om drømme om at rejse, se verden, møde kærligheden og få børn. Altså drømme som et flertal af unge deler. Men der var også drømme, der helt konkret tydeliggør de begrænsninger, som de oplever i deres hverdag – ikke bare pga. funktionsnedsættelsen, MEN også fordi omgivelserne nogle gange bliver modspillere i stedet for medspillere. Der var drømme om at kunne se solnedgangen, opleve at blive taget mere i hånden af systemet, at kunne se i mørke, og at opleve at blive mødt med ‘grønne lys’ i stedet for ‘røde’.
Særligt den sidste drøm arbejdede vi videre med i fremtidsværkstedet og det bliver noget vi kommer til at forfølge i aktionsforskningsprojektet Meningsfuldt Ungdomsliv med Usher Syndrom. Vi er nemlig kun lige gået i gang. I samarbejdet med de andre projektdeltagere fra Center for Sansenedsættelse og Aalborg Universitet skal vi også undersøge de pårørendes perspektiv på det meningsfulde ungdomsliv med Usher samt omsætte det til konkrete afprøvninger af ændringer i rådgivningspraksissen.
Tak til deltagerne! Og tak til Eva Juul Toldam for dette bidrag til bloggen.