The lonesome cowboy

Selvvalgt alene eller ensomhed  er et stort emne at tage op en solfyldt augusteftermiddag. Men det er tit det, jeg prøver at spotte, når jeg er ude og besøge borgere. (Ja det kalder vi altså nogle af jer derude.)

Der er stor forskel på at være selvvalgt alene i forhold til at  isolere sig på grund af et syns- og høretab, der kommer snigende.

Overskriften “Jeg klarer mig” er tit overskriften for  de  samtaler,  som jeg har med de borgere ,som jeg besøger.

Det er min opgave at stille de rigtige spørgsmål, så de relevante historier kommer på bordet, og  de reelle vanskeligheder bliver synlige. Man får måske  mod på at forandre små ting i sin hverdag, så man stadig følger med i verden.

I 2005 udkom  en række hæfter med temaer omkring det at leve med erhvervet døvblindhed. Efter årligt interview  i fem år  med 20 informanter fra hele Norden, blev materialet en  unik dokumentation af levet liv, der blev samlet og læsbart for både ramte personer og  professionelle.

Delagtighed
Et af hæfterne hedder “At være delagtig”. Allerede dengang var  pc og internet en vej til ligestilling , fortæller informanterne, og siden og dagligt kommer mange  gode nye tekniske løsninger til i forhold til at følge med i familieliv, nærmiljø og det store samfund. Også tolk og kontaktperson bliver nævnt som  gode veje til at kunne følge med.

Manden, der  forleden sagde “Jeg klarer mig”, havde mistet sin kone og var 80+.

Han er stoppet med at læse bøger og løse kryds og tværs, men nu laver han kabale på sin computer med forstørrelse, og han ser tv med  synstolkning. Han køber sig til rengøring, men klarer selv sin have. Har gode naboer, synes  han, der f.eks. tager ham med  et par gange om året til fællesspisning i forsamlingshuset og hjælper, når der skal øses op. Han har god  kontakt med familien, med jævnlige besøg og hjælp f.eks. til at  læse breve op.

Han er tilfreds og  synes, han klarer sig  trods sit store syns- og høretab, men siger dog:

..”Folk er jo ikke gode til at tale til os. De taler bare ud i luften . Det synes jeg er en gene. Jeg vil gerne have det direkte på. Det har jeg fundet ud af hjælper mig.”..

Hvis det er så lidt, der skal til for, at mennesker kan føle sig lidt mere delagtige og ikke blive ufrivilligt ensomme blandt  andre, så lad os dog for pokker komme i gang, så folk med høre- og/eller synstab har det lidt sjovere og er mere med i samværet . Som hørehæmmet ved jeg dog,  det er lettere sagt end gjort for ægtefælle, kollega, læge  og mange andre at gøre det. Men lad os dog prøve at få dem til det – tegnsprogede  har det “direkte på”-  det kunne “taleverdenen”  da lære noget af!

Kirsten