Halloween satte sit præg på den forgangne uge. Drabeligt udklædte børn, der fx lignede zombier, spøgelser og manden med leen, ringede på min dør. Det handlede om at skabe uhygge, om at skræmme, og fremfor alt om at få slik! Halloween fejres næsten samtidig med Allehelgensaften, men de to begivenheder har vidt forskellige historier. Halloween stammer fra de hedenske keltere, der fejrede nytår den dag. De troede, at de døde rejste sig fra graven for at hjemsøge de levende, så de gjorde alt for at narre og skræmme de onde ånder fx ved at klæde sig ud med masker. De satte ild til roer (sidenhen blev det til græskar med lys indeni) og lavede store bål for at skræmme, men ligeledes for at holde en fest og hilse det nye år velkommen. Allehelgensaften stammer fra kristendommen og formålet var at fejre alle de helgener, der ikke havde fået deres egen fejringsdag. Sidenhen er den første søndag i november blevet til en kirkelig mindedag for de døde, og for mange efterladte er det blevet en skik at sætte stearinlys på de kæres gravsteder.

Selvom døden er et vilkår for os alle sammen, så er den ikke noget, som vi går rundt og taler om eller tænker på midt i en almindelig hverdag. I går satte vi fokus på døden sammen med vores kontaktpersoner fra Københavnsområdet. Vi havde flyttet dagens supervision til Landsforeningen Liv & Døds museum, også kaldet Funebariet, og her fik vi en to en halv times guidet rundvisning. Vi hørte om forskellige begravelsesformer, -pladser, organdonation, livstestamente, den digitale arv og muligheden for at nedskrive mine egne ønsker fx for begravelsen til brug for de efterladte, hvis jeg skulle gå bort. Materiale til at udprinte og udfylde kan findes på Landsforeningen Liv & Døds hjemmeside.

Kontaktpersonerne stillede mange spørgsmål undervejs, og til slut fik de mulighed for at reflektere over deres egen rolle i forhold til borgere, der er ældre og som mister venner/familie, borgere der er syge og borgere der går bort. Det er ikke kontaktpersonerne  ansvar at få snakket med en borger om emner relateret til døden, men de skal kunne håndtere emnerne værdigt og konstruktivt, hvis en borger udtrykker ønske om det. For nogle borgere kan det nemlig være lettere at tale med kontaktpersonen end med nærmeste pårørende. Omvendt er det nærmeste pårørende, der har brug for at kende en borgers ønsker, hvis de skal kunne blive opfyldt, når han eller hun er gået bort. Her er kontaktpersonen formelt set ude af billedet, så det er nødvendigt at eventuelle ønsker er blevet skrevet ned forinden. I forhold til kontaktpersonens egen bearbejdning og afsked efter et længere forløb, så kan det være gavnligt at deltage i borgerens bisættelse eller begravelse. Desuden står vi som døvblindekonsulenter altid til rådighed til en snak ovenpå et dødsfald.

Malene