Så kom vi i mål. CFD Rådgivning, Viden og Udvikling sat fokus på ungdomsliv med et høretab igennem 2022. Vi har gennemført interviews med unge, der lever med et høretab og formidlet resultaterne i en artikelserie, som kan læses her: https://lnkd.in/eXj6BhjJ
Vi har også lavet en opsamling, hvor du kan læse de vigtigste pointer fra artiklerne og få gode råd til, hvordan du kan støtte unge med høretab. Find den her: https://lnkd.in/ekQ9wMMK
I artiklerne kan du bl.a. læse om de unges oplevelser med social døvhed, om situationer hvor høretabet træder i forgrunden i den sociale situation, om deres overvejelser med at fortælle andre om høretabet, og om når omgivelserne glemmer høretabet og de hensyn der er brug for.
Analyserne i artiklerne handler om unge, der lever med et høretab, og er derfor også relevante for unge, der lever med et dobbelt sansetab. Der er tale om artikler, der går ind og undersøger, hvor og hvornår de unge oplever at deres høretab bliver betydeligt og påvirker deres liv. Vi kommer helt tæt på de situationer, der former og påvirker de unge. Det er vigtigt at have øje for disse situationer og processer, når man fx møder unge i rådgivningen.
God fornøjelse med læsningen af artiklerne.
Artiklerne
1:5 Ungdomsliv med betydeligt høretab – en introduktion
Artiklen er en introduktion til livet som ung med høretab, hvor både psykologiske og fysiske udfordringer behandles.
2:5 Social døvhed blandt unge med høretab
I den anden artikel ud af en serie på fem ser vi nærmere på det analytiske begreb: social døvhed. Begrebet bruger de unge ikke selv, men det beskriver meget godt den situationer, som de befinder sig, når de opsøger fællesskaber med andre.
3:5 Når høretabet træder i forgrunden
I den tredje artikel i serien er fokus på de situationer, hvor høretabet bliver det karakteriserende træk ved en som ungt menneske. Det er et gennemgående tema for de unge med høretab. Hvis høretabet er i centrum som det vigtigste ved en person, overdøver det alle andre aspekter. Det kan i sig selv blive et aspekt, der skaber barrierer for de unges deltagelse i det sociale liv, vurderer de unge selv.
4:5 At fortælle andre om høretabet
Undladelse, situationel vurdering, åbenhed er de strategier, som unge med høretab vælger, når de tænker deres funktionsnedsættelse ind i en social kontekst. Et kendetegn ved høretab er, at det lader sig skjule. Det betyder, at det ofte er den enkelte, der lever med et høretab, som står alene med ansvaret for at fortælle omgivelserne om høretabets tilstedeværelse og betydning.
I artiklen ”At fortælle andre om høretabet” beskrives nogle af de overvejelser, de unge har for og imod at fortælle omgivelserne om høretabet, og det bliver meget tydeligt, hvilke strategier de vælger.
5:5 I en verden af guldfisk – når omgivelserne (igen) glemmer høretabet
Guldfisksyndromet tager sin inspiration fra myten om guldfisks meget korte hukommelse. Al information glemmer de angiveligt efter blot få sekunder.
I artiklen ”I en verden af guldfisk – når omgivelserne (igen) glemmer høretabet” fortæller unge med betydeligt høretab ærligt om, hvad det betyder for deres dagligdag og trivsel, når omgivelserne ikke tager højde for deres udfordringer. Og hvad det betyder, når de gør – hvad det betyder, når de husker det.
Bonusartikel: Hvad kan du gøre for at støtte unge, der lever med et høretab? – en opsamling
I denne artikel samles erfaringer og viden fra de foregående fem artikler op. De unges udsagn er fortsat i centrum og følges op af gode råd om, hvordan man bedst støtter og forstår unge med høretab ud fra deres mange individuelle forudsætninger.
/Niels-Henrik