Alle indlæg af kirwas

Er du svensker?

“Nej jeg er døv og pæredansk” sagde min søster til en turist, der spurgte om vej – en  af vores families mange  hørehistorier. Min søster har et svært høretab og har en stemme, som er præget af det. Der er også ord, som hun har svært ved at udtale, så udenforstående forstår hende. Hun har kun fået ganske lidt støtte fra sit høretab til at lære at tale og kan jo ikke selv høre, hvad hun siger. Nogle døve bruger slet ikke det talesprog, de har kæmpet med at lære i “artikulation” eller “talekorrektion”, som de fik i deres skoletid. Jeg husker en døv studerende, jeg havde i praktik, som helt fravalgte at bruge sin stemme som voksen, fordi den virkede særpræget ude blandt folk. Så hendes måde at kommunikere med  den hørende verden var via tegnsprogstolk og skriftlig kommunikation – og jeg har faktisk i dag flere døve kollegaer, hvis stemme jeg aldrig har hørt.

Stemme præget af høretab

Mange mennesker med moderate og svære høretab, der er opvokset med dansk som modersmål, har en påvirkning af talesproget, som de ikke altid er helt klar over selv.

Det kan være  sårbart at ens stemme er en smule anderledes. Ligesom indvandrere kæmper for at tale dansk  “på dansk” uden accent, vil man som dansker med høretab jo ikke blive opfattet som svensker eller  andet, når man er pæredansk.

Og selvom stemmen ikke er meget præget af høretabet, kan nye ord i sproget give en usikkerhed om, hvordan de skal udtales.

Så selvom vi grinede af historien i familien, skal der være overskud til den uventede situation, hvor du opfattes som anderledes. Derfor er det supervigtigt, at man selv ved, om ens stemme kan være præget af høretabet. Jeg har i min tid som specialkonsulent for mennesker med høretab mødt folk, der faktisk ikke vidste, at de havde det særpræg.

Jeg oplever selv med mit lille erhvervede høretab, at jeg skal være ekstra opmærksom, fordi det er svært for mig at få det hele med i samtalen med folk med høretab. Jeg oplevede forleden en “hørefejl”, som måske skyldes, at jeg fejlhørte en person med høretab. Jeg blev i hvert fald klar over, at jeg skal blive mere opmærksom på mine strategier, så f.eks. telefonnummeret bliver helt rigtigt. Så det kan faktisk være rigtig bøvlet, når vi med høretab skal tale sammen!

Fravælger dialekt og  accent

Når vi sammen med borgere  vælger kontaktpersoner til den ordning, der findes for døvblinde borgere, vælger vi ofte mennesker med et tydeligt dansk, hvis stemme “ligger godt” for borgeren, så han/hun ikke skal bruge for meget krudt på at forstå. Ligesom mange  tegnsprogede døvblinde borgere foretrækker døve kontaktpersoner med tegnsprog som modersmål, så det er tydeligt og nemt at forstå.

svsnke flag hænger i gade

Mit første høreapparat skyldes svenskerne!

Da jeg i sin tid var døvblindekonsulent i København, havde jeg mange samarbejdspartnere, der faktisk talte svensk eller meget svenskpræget dansk. Det blev  udslagsgivende for, at jeg fik mit første høreapparat i 2008. Hjemme på Fyn havde det ikke været så stort et problem at høre og forstå, som det nu blev med vores gode svenske naboer!

Kirsten

At prøve at have RP og høretab…. en kort stund

Om lidt skal jeg vestpå og lave oplæg om RP og høretab. Kurven er pakket med simuleringsbriller og ørepropper til et par øvelser. Både for pårørende og fagfolk er det opmærksomhedsskabende at få en lille oplevelse på egen krop. Selv efter en ti minutters øvelse oplever folk, hvor meget man skal koncentrere sig, og hvor vigtigt det er at gøre en ting af gangen. Oplevelsen af en mur mellem mig og de andre.

Den taktile sans

Ved øvelser med haptiske signaler og ledsagetegn, bliver vi opmærksomme på, at den taktile sans i høj grad kan bruges til at få information. Det kan man udvikle sammen i hverdagen i familie med et medlem med RP og høretab, på arbejdspladsen, med venner eller hvis man som borger erhvervet døvblindhed har valgt at få en kontaktpersonordning.

Synsbeskrivelse

I samspillet mellem seende person og  person med RP kan begge parter blive bevidste om værdien i at synsbeskrive i nye omgivelser.

persn med simuleringsbriller,mens perosn forklarer om foto

Fotoet viser en øvelse i synsbeskrivelsefor kontaktpersoner. Personen med briller har  et par graders restsyn, og kontaktpersonen  støtter  med synsbeskrivelse.

Oplæg til pårørende

Vi døvblindekonsulenter laver jævnligt oplæg her og der og afholder  også kurser for pårørende. I dag  er jeg på vej til en borgers faglige netværk. De har for nogle år siden fået rådgivning. Nu er der kommet flere nye folk til og de vil gerne opdatere deres viden om erhvervet døvblindhed.

Heldigvis skinner solen, så køreturen  bliver smuk, tror jeg. Og bagefter er det weekend. God weekend til bloglæserne!

KIrsten

På arbejde med Usher- Ejer af firmaet “Be My Eyes”

(Husk at slå teksten til)

Jeg besøgte  Hans Jørgen Wiberg en smuk, solrig efterårsdag i familiens hyggelige køkken i en lille by på Falster.  Meget af Hans Jørgens arbejde foregår  i dette rum ved onlinemøder på telefonen. Den var på bedste højteknologiske  Storm P-vis opsat på køkkenrulleholderen i den rette højde… Det burde jeg da have filmet!

Da jeg kom til huset  gik jeg forbi familievirksomheden Wiberg Flette og polstreværksted, hvor Hans Jørgen også har sin gang, men vi var enige om at dagens interview skulle koncentrere sig om hans  virke i  firmaet ” Be My Eyes”.

Hans Jørgen har Usher 2 og har, som han fortæller i interviewet, mellem 4-5 graders synsrest tilbage. At han har fået den idé at lave en  app, hvor seende udfører frivilligt arbejde i mikroformat til stor gavn for  blinde og svagseende overalt på kloden, kan jo skyldes, at han på egen krop oplever frustrationer i små dagligdags situationer, hvor han lige har brug for et par øjne i kort tid… ja og så også at  han er vild med nye tekniske muligheder.

Be My Eyes

Vi har tidligere fortalt her på bloggen om Hans Jørgens gode ide  med en app, hvor blinde låner et par øjne . Brugerskaren vokser hele tiden og firmaet vinder priser her og der.

Vi måtte faktisk flytte vores første aftale, da et filmhold fra San Francisco meldte deres ankomst  for at lave et indslag om Hans Jørgen og hans gode idé.

I skrivende  stund er der  ifølge hjemmesiden 103.162 blinde og svagtseende i over 150 lande på over 180 sprog,  der benytter sig af 1.780.472 frivillige overalt på kloden til at blive deltagere på lige fod i små dagligdages aktiviteter blot ved et enkelt videoopkald.

Som juryen bl.a. sagde, da  “Be My Eyes” vandt Danish Design Awards designløsning 2016:

“Det er et enestående eksempel på at benytte teknologi til at forbinde mennesker. Tænk sig hvad vi er i stand til, når teknologi giver mulighed for helt nye fællesskaber og forbindelser mellem mennesker”

Så se mere her eller hent appen i din  App Store og meld dig til som en enten bruger eller frivillig… eller bliv inspireret til en ny god ide, der forbinder mennesker!

Kirsten

 

 

På arbejde med Usher- konsulent i Dansk Blindesamfund

(huske at der kan sættes tekst på)

Jeg  fandt  sammen med  Jackie Brian Lehmann Hansen et lille hul i kalenderen, hvor vi kunne mødes på Dansk Blindesamfunds hotel ,kursus og konferencecenter Fuglsangcentret i Fredericia . Jackie er 29 år og  fik diagnosen Usher 2, da han var 16 .Han har i dag et synsfelt på ca 5 grader og et middelsvært høretab. Han er både tale og tegnsprogsbruger.

Han er i fleksjob som  konsulent i Dansk Blindesamfund.

Dansk Blindesamfunds konsulenter

Vi konsulenter fra CFD rådgivning har et godt samarbejde med Dansk Blindesamfunds netværk af konsulenter, der selv er blinde eller svagtseende. De tilbyder besøg og rådgivning om tilbud til borgere, der bliver ramt at en alvorlig synsnedsættelse. De henviser til os, hvis der er tale om et kombineret syns og høretab. Vi har regionale møde hvor også Dansk Blindesamfunds regionskonsulenter er med. Dem samarbejder vi også ofte med omkring job og uddannelse for borgere med syn og høretab.

Flot ny hjemmeside

Jeg opdagede at Dansk Blindesamfund har fået en ny flot hjemmeside, hvor det  nu er nemmere at finde konsulenterne.

Der er også rigtig meget viden og fortællinger samlet på  RP-gruppens  sider.

Jackies egen blog

Jackie har også lavet en blog om Usher, hvor han har beskrevet  mange ting omkring sit liv med Usher. Han kalder den Ushersowhat. Han er også administrator af en facebookside om Usher og arbejder desuden som kostvejleder.

Nå ja, så er han også hovedbestyrelsesmedlem i FDDB, så jeg tror jeg var meget heldig at Jackie fandt en time til en optagelse til  “På arbejde med Usher”!

God ferie i den smukke løvfaldsommer

Kirsten

Kom igen! 2019

Så er vi i fuld gang med at fortælle her og der om, at projekt “Kom igen!” starter som kursustilbud  i  april 2019.

Vi er allerede i gang med visitationssamtaler . Der er henvendelser fra FDDB -rådgivere og  folk  med RP og høretab i alderen 25-65 år, der er nysgerrige for at vide mere om kurset. Og selvfølgelig også henvisninger fra mine kollegaer, der er i kontakt med folk, der er klar til at “få balsam til sjælen”, som en af deltagerne udtrykte det på temadagen i marts 2018.

Kom igen flyer

Har du spørgsmål til kurset, så kontakt os!

Ansøgningsfrist

Vi har sat ansøgningsfristen  til d. 1.december 2018. De små træhuse fra projektet skal forhåbentlig tages med i kufferten til Fuglsangcentret, hvor kurset planlægges at  blive afholdt med seks deltagere.

Fotoet nedenfor af de små huse på det flade tag ved mit kontor i Odense er taget en frostklar januardag af en fotografkyndig kollega!

De tre træhuse

Vi håber selvfølgelig at CFD rådgivning kommer godt i gang med dette nye rehabiliteringstilbud. Nu er det i kalenderen for oplægsholderne; værelser er booked og jeg står klar som kursusleder og kuffert til husene og glæder mig!

Kirsten