Alle indlæg af kirwas

Vinterpause

  1. Det  lysner og dagene bliver længere, men det er stadig vinter og vi har besluttet at holde pause på bloggen indtil foråret kommer

.magnolia træer i blomst Blomstrende magnoliatræer

Masser af læsestof

Der er heldigvis masser af læsestof og små film  i de 133 indlæg ,som vi har udgivet indtil nu om at leve med  RP og høretab og hvad vi er optaget af som døvblindekonsulenter i CFD rådgivning. Den næste store begivenhed hos os er den afsluttende temadag d 8.marts om Danmarks første helhedsorienterede rehabiliteringskursus for personer med erhvervet døvblindhed.

Vi glæder os til at vende tilbage med nye kræfter, når magnoliatræerne igen blomstrer!

Kirsten

Kom igen! afsluttende temadag

foto af de tre træhuse til projekt Kom igen!

 

Så  er der knap 6 uger til vores afsluttende temadag i projekt Kom igen! Der er gang i artikelskrivning og planlægning af vores dag d. 8.marts på Musholm Konferencecenter.

Der er kommet tilmeldinger fra interne og eksterne samarbejdspartnere og også fra vores nordiske kolleger!

Tilmeldingsfristen er 19.februar og det er jo lige om lidt!

Invitationen

Projekt KOM IGEN! – Meningsfuld rehabilitering for mennesker med erhvervet døvblindhed er afsluttet efter to-et-halvt år.

CFD Rådgivning inviterer derfor til en afsluttende temadag torsdag den 8. marts fra kl. 9.00 til 15.45 på Konferencecenter Musholm, Musholmvej 100, 4220 Korsør.

Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Det skal ske senest den 19. februar på mail komigen@cfd.dk.

Der vil være både teleslynge og centraltolk.

Om projektet

Formålet med projektet var et udvikle et helhedsorienteret og samlet rehabiliteringskursus med en tværfaglig og koordineret indsats, og hvor viden om døvblindhed var omdrejningspunktet.

I projektet er på denne baggrund gennemført to kurser, et for personer med døvblindhed, som anvender tegnsprog, og et for personer med døvblindhed, som anvender talesprog.

Program

9.00-10.00: Ankomst og morgenbrød 10.00-10.45: Velkomst og information om projektet Chef for CFD Rådgivning Trine Tangsgaard Faglig leder af døvblindekonsulentordningen og leder af projektet Anette Rud Jørgensen Projektmedarbejdere Else Marie Jensen og Kirsten Washuus

10.45- 11.00: Pause

11.00- 11.45: Nyeste viden om Usher syndrom Professor Lisbeth Tranebjærg

11.45-12.00: Pause

12.00-12.45: Korte oplæg om projektet Kursister fra både tale- og tegngruppen Nina Ernst Jensen og Hanne Vestergård Ottesen, repræsentanter fra FDDB og medlemmer af følgegruppen Trine Skov Uldal, Socialstyrelsen, medlem af følgegruppen

12.45-13.45: Frokost

13.45-14.15: Tre perspektiver på spørgsmålet “Hvordan kommer vi igen?” Chef for CFD Kurt Faber-Carlsen Chef for CFD Rådgivning Trine Tangsgaard Faglig leder for døvblindekonsulentordningen Anette Rud Jørgensen

14.15-14.45: Kaffepause

14.45-15.35: Kom igen! Fra erkendelse til handling – sundhedspædagogisk inddragelse gennem aktiv deltagelse og dialog Sundhedsinnovatør Gitte Engelund, ph.d., www.innocate.dk

15.35-15.45: Kort opsamling

Moderator på dagen: Ole E. Mortensen, kommunikationskonsulent, CFD

Kom igen!  -Et permanent tilbud?

Vi håber i CFD rådgivning at dette rehabiliteringsskursus kan blive et tilbud i fremtiden. Vi kan ikke spå om fremtiden ,men har i vores afrapportering til Socialstyrelsen i løbet af projektperioden  skulle give bud på ,hvordan et sådan kursus kunne forankres så også en meget lille gruppe borgere  i Danmark, der får konstateret et  alvorligt kombineret sansetab kan tilbydes et rehabiliteringsskursus, der ruster til at leve med døvblindhed som livsvilkår

Kirsten

Vær nysgerrig “be curious”

Roll up med foto af Helen Keller    Foto af Helen Keller

Var lige løbet tør for ideer til bloggen her fredag eftermiddag og  tjekkede så hvad jeg havde gemt af fotos til inspiration.

Hov ,sidste år var jeg ude og kikke på SDU og kom forbi ovenstående  fine roll-up  foto. Det viser borgerretsforkæmperen Helen Keller med ordene “be curious” vær nysgerrig.

Det må man sige hun var som døvblind borger , der blev en  kendt stemme i samfundet på vegne af døve og blinde

Mit livs historie

Helen Keller (1880-1968) skrev en biografi, der blev filmatiseret og der popper jævnligt små filmklip op på de sociale medier med hende. I New York ligger et stort rehabiliteringscenter for døvblinde som selvfølgelig hedder   Helen Keller National Centre

Danmarks ældste Erfagruppe for døvblinde

Den startede i Århus og gruppen har besøgt  stedet i New York ,hvor vores tidligere blogbestyrer Else Marie rejste med gruppen. Gruppen bestod og består stadig af tegnsprogede døvblinde ,hvor de fleste har diagnosen Usher 1.

Det er  da ” be curious” at  arrangere sådan en rejse og lære om forhold for døvblinde i andre lande

God weekend

Kirsten

Godt nytår med god akustik!

Så blev det 2018 og vi har holdt  juleferie og har fejret nytår og mange af os har været i  andre fysiske rammer end i vores hverdag. Det udfordrer, når akustikken ikke altid  er hørevenlig.

Maden er fremragende, men akustikken elendig

‘Det sted er ikke noget for dig med dit høretab’ , sagde min søn  om det nyåbnede spisested ‘ Det er rigtig svært at kommunikere, også for normalthørende.’

Jeg tog nu derhen alligevel med min mand, hvor vi spiste mere end vi snakkede, men  havde vi været flere om bordet, havde det nok været en dårlig oplevelse; men maden var god!

Universelt design i skolen

Folkeskoler , der har elever med høretab får vejledning og   tips om et godt lyttemiljø og det er sikkert ikke tosset at være elev med høretab på en skole i Fåborg, der er blevet ny renoveret- læs her

Skolens  lærere oplever aflastning og måske kan også lærere med aldersbetinget høretab klare flere år på arbejdsmarkedet.

Skift af arbejdssted

Da jeg for ti år siden arbejdede som konsulent for hørehæmmede oplevede jeg ofte at et arbejdsskift pludselig gav  problemer,fordi  lyttemiljøet blev for dårligt.

Bøger, bøger,bøger og selvfølgelig tæpper  sagde den gamle akustiker altid i gamle dage når vi var på kursus om hørelse-men  bøgerne er der ikke  mange af i de store og åbne  kontormiljøer, hvor al information ligger i computeren. Så hvis ikke bygherre  tænker lydmiljøet  ind, kan indemiljøet blive for dårligt. I min kommune lavede man et fantastisk smukt  og æstetisk rådhus i en gammel fabrik; helt åbent i mange etager, men det gav store arbejdsmiljøproblemer og der måtte  laves alternative  løsninger efterfølgende. At være hørehæmmet medarbejder der i starten  ville nok være  et mareridt.

Jeg husker også en borger  med CI,hvor jeg var med til samtale i et jobcenter med kummerlige lokaleforhold. Jeg måtte taletolke  hele mødet  i nedsat tempo og med min kendte stemme ,så  gik det lige, men han  var forskrækket over at han pludselig hørte så dårligt; det vi i vores fagsprog kalder situeret døv.

tæt på bølger i akustik skum

God akustik styrker trivsel og læring

står der på Center for Høretabs hjemmeside- ja det gælder os alle. Så stil krav om godt lyttemiljø, hvor du kommer frem  ;jamen da også på det gode spisested!

Kirsten

 

 

Walk in my Shoes- fjerde søndag i advent og juleaften om fire dage!

Så har jeg sidste arbejdsdag før juleferien. Jeg har to genfortællinger på film klar til de sidste to temaer. Se i den vandrette bjælke.

På arbejde med Usher

Der er fem fortællinger om arbejdslivet, men de er ikke nået at blive klar og kommer i det nye år

Hvem siger at jeg ikke kan?

Er titlen på femte og sidste del af bogen og vi viser to kapitler af de fem.

foto af egetræ med julelys i mørke

Fotoet ovenfor er taget i morges da jeg kørte forbi “kvindeegen” i Flemløse.

Kvindeegen

Da kvinderne fik valgret i 1915 blev der plantet egetræer af Dansk Kvindesamfund i Flemløse. Nu står der et stort smukt egetræ ved vejen gennem  byen og hvert år med lyskæder, der lyser smukt op. Jeg har nydt det hver morgen på vej til arbejde her i den mørke tid. Jeg tænker at var der ikke  kæmpet for stemmeret dengang og langt senere ret til at stemme for alle også fattige og handicappede, ville det have været endnu sværere at arbejde mod  et samfund med fælles menneskerettigheder for alle!

Glædelig jul og godt nytår til bloggens læsere. Tak for  input i året der er gået og for tilsagn om interviews og anden god viden fra mennesker med RP og høretab og fra fagkolleger i det kommende år.

Vi blogger igen i uge 2 2018

Kirsten