Alle indlæg af Niels-Henrik

Ny viden om CI og erhvervet døvblindhed

Ikke kategoriseret

Så blev det endelig dagen, hvor vi kunne lancere vores nye rapport om “CI og døvblindhed”. Vi har omtalt den tidligere her på bloggen, men der var den kun på vej – nu er den færdig og kan læses af alle med interesse for området.

Der er tale om en forskningsrapport, hvor vi har sat os for at blive klogere på, hvordan borgere med erhvervet CI oplever at få CI. Baggrunden for denne interesse er en række spørgsmål rettet CFD Rådgivning, hvor der bliver spurgt ind til om borgere med erhvervet døvblindhed, der har et CI, kan stadig kan medregnes som døvblinde, når deres hørelse nu er ændret?

Et videnshul

“Vi må konstatere, at der er et videnshul, når vi taler om CI og erhvervet døvblindhed. Når verden omkring os undres over, hvorfor man fortsat har funktionsnedsættelsen erhvervet døvblindhed, selvom man får et CI, så er det vigtigt for os både at afdække den eksisterende viden på området, men også at bidrage med ny viden suppleret med den med den viden og de erfaringer, som vi har fra fagområdet på CFD,” fastslår faglig koordinator på døvblindeområdet på CFD, Trine Skov Uldall, som har været med til at skrive rapporten.

Videnshullet bliver meget synligt, når man ser på forskningslitteraturen, hvor der har været væsentlig fokus på CI, som behandlingsmulighed til borgere med betydelige høretab. Men interessen er meget fokuseret på det høremæssige udbytte og har ikke blik for sammenspillet mellem syn- og hørelse samt hvordan borgere med erhvervet døvblindhed oplever et CI i deres hverdag. 

Set fra borgernes perspektiv

Når man interviewer borgerne om deres oplevelse af deres CI, er der en stor glæde over udbyttet. Det giver dem et stort og godt udbytte i hverdagen. Borgerne beskriver, at deres funktionelle hørelse er blevet bedre. Det er i særlig grad, når det gælder kommunikationen i rolige omgivelser og på tomandshånd.

Omvendt er kommunikation med flere personer, samtale i støjfyldte omgivelser, tilegnelse af information eller det at færdes alene, opleves for alle de interviewede borgere fortsat som en stor udfordring.

“Ja, jeg får masser af lyde. Problemet er, at jeg ikke kan skelne dem. Hvis jeg f.eks. sidder i selskab, bare der er fem-seks mennesker, og der er to, der sidder og snakker, og jeg skal koncentrere mig om at høre, hvad den, der sidder ved siden af mig, siger, så bruger jeg enormt meget energi.”

Interviewene viser, at borgerne med CI stadig er at betragte som tilhørende målgruppen af borgere med døvblindhed. Det kan umiddelbart virke paradoksalt. På den ene side oplever borgerne et stort udbytte af deres CI, og på den anden side oplever de, at det ikke ændrer grundlæggende ved deres oplevelse af deres funktionsnedsættelse. Det vil vi beskrive mere i nogle af de kommende blogindlæg her på bloggen.

Tak til borgerne og konsulenterne

Fra forfatterne skal der lyde en stor tak til de borgere, der lod os interviewe dem og gav os mulighed for at blive klogere på, hvordan et CI opleves, når man lever med døvblindhed. Ydermere også tak til kollegaerne i døvblinde-konsulentordningen, der har været væsentlige samarbejdspartnere undervejs.

Rapporten kan læses her: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter

/Niels-Henrik M. Hansen

Agurketid og ridser i stokken

Ikke kategoriseret

Mens mine to kollegaer kører rundt i Jylland og taler med mulige deltagere til det kommende “Kom igen kursus”, sidder jeg tilbage i sommerhedt kontor. Puha, det er en stille periode på arbejdet. Kollegaer og samarbejdspartnere er så småt ved at vende tilbage, men de er stadig ved at rydde deres e-post konto, så det giver tid til eftertanke og sjove overvejelser. Det man indenfor mediebranchen kalder for agurketiden! Tiden, hvor gamle nyheder og travere slavisk bliver (gen)brugt. Så lad os se, hvad der kan bruges i dag!

Billedet viser noget revet os og en gulerod, der er forbundet med et kabel samt nogle batterier. Billede af Steve Buissinne fra Pixabay.

Hunde, børn og andre forhindringer

Min arbejdsplads er beliggende i Odense. Og nogle gange har jeg på fornemmelsen at Odense kommune simpelthen har et horn i siden på borgere med et dårligt syn. Min vej igennem byen er spækket med ting, der umotiveret står placeret midt på fortorvet, der hvor man går. Det handler om skilte, store som små, trapper, der tager alt pladsen på fortorvet og gør det nødvendigt at man må ud på cykelstien.

Dertil kommer der byggeriet af letbanen i Odense, som – tror jeg – fungerer som en stor undskyldning for at øge forhindringerne med faktor 10 – og løbende ændre dem, når man lige har fået lært, hvor de er. Ingen skal vide sig sikker!

Dertil kommer der de klassiske mobile forhindringer, som de fleste med dårligt syn nok har stiftet nærmere bekendtskab med. Det er typisk børn og hunde, der er de største udfordringer, når og hvis kommunens tiltag ikke får ramt på en først. Jeg har overvejet om man burde lave en ridse i blindestokken for hver hund man rammer – og med særlig bonus for små hunde – de er de mest uforudsigelige at tage højde for. Børn er også et kapitel for sig selv. De er lette at overse, hvis de ikke lige er høje nok til at komme ind i ens synsfelt.

Så er der de snedige kombinationer, hvor børn, hunde og kommunen samarbejder og opnår højere former for synergi. Et eksempel på det, er et ny etagebyggeri på min vej, hvor vinduerne i stueetagen er ret store og åbner 90 grader ud i hovedhøjde. De rækker stort ud til midten af fortorvet, når de åbne. Det er ikke et sted, hvor man plejer at møde en forhindring og det er et sted, hvor stokken ikke hjælper. Hvis der kommer en hund på samme tid, er der rigeligt potentiale for nye ridser i stokken og et nyt ar!

Skal man være positiv, så føler jeg mig som Indiana Jones, når jeg endelig er fremme på arbejde og det – forhåbentligt – er gået godt.

Nye deprimerende tal frigivet

Fakta og reflektioner, Høretab, Synstab

Der har længe været et paradoks, når man taler om folks holdninger til handicappede.

På den ene side udtrykker de en stor forståelse for, at der er borgere, som har et handicap, og derfor behov for en særlige hensyn.

På den anden side skal dette ses som en “gratis” omgang, for, når man undersøger, hvordan de forholder sig konkret til borgere med handicap, er det svært at få øje på den selvsamme forståelse. Der er billedet langt mere deprimerende og præget af helt andre takter.

Incita har netop lanceret deres seneste udgave af “Arbejdsgiveranalysen 2020 om udsatte på arbejdsmarkedet“, som illustrerer dette paradoks. Den peger på massiv diskrimination fra mange arbejdsgiveres side overfor borgergrupper, der er enten blinde eller døve/svært hørehæmmede.

Fx peger undersøgelsen på, at 73 % af arbejdsgiverne vil afvise borgere med synstab/blindhed i forhold til job, praktiksamtaler mv. Hvis der fokuseres på borgere, der er døve eller har et stort høretab, er den tilsvarende andel 67 %. Det virker som om, at kiggede man på døvblindhed, som kombinationen af de to funktionsnedsættelser, ville man simpelthen springe skalaen.

Billedet viser et diagram. Diagrammet viser, hvor stor en andel af arbejdsgiverne som vil afvise at tale med en borgere med forskellige former for funktionsnedsættelser, sygdom og misbrug.

Man kan læse disse tal på flere måder. Først og fremmest må man sukke over, at vi som samfund ikke er kommet længere med ligebehandling af borgere med funktionsnedsættelser. Dernæst kan man overveje, hvorfor arbejdsgiverne overhovedet har så voldsomme holdninger til borgergrupper? Endelig kan man være ærgerlig over, at tallene, ikke giver anledning til nogen større indsatser. De er jo ikke nye. Incita’s tidligere analyser har peget på præcist det samme. Det samme gjorde samfundsforskeren Henning Olsen allerede for 20 år siden.

I den forbindelse kan man pege på, at det nok handler om uvidenhed – se fx denne analyse fra det centrale handicapråd – men det jo heldigvis ret enkelt at gøre noget ved. Så hvorfor sker det ikke?

Endelig kan man være kynisk at konstatere at tallene giver et klart svar til en gammel diskussion: Bør man fortælle om sin funktionsnedsættelse, når man søger et job?

Det korte svar er, at nej, det bør man ikke. Det ville faktisk værre end at skrive at man er tidligere straffet, der har været syg med stress, har kroniske smerte og i øvrigt også har været misbruger, når man ikke er indlagt på et psykisk hospital.

Incita’s analyse bygger på svar fra virksomheder med mindre end 250 ansatte, der enten har adresse i Region Hovedstaden eller Region Midtjylland. Det er den femte analyse, som Incita har gennemført. Analysen gennemføres årligt.

/Niels-Henrik

Corona Un-cool

Høretab, Stort og småt
Billedet viser en mand med styrthjelm, der klamrer sig til forruden af en lille bil, der er i bevægelse. Billede taget af Ralph Klein, Pixabay

I sidste uge fremhævede min kollega, Kirsten, hvordan man kan være Corona-cool. I denne uge kigger vi på nogle af de andre aspekter af Corona-krisen. Det sker med et glimt i øjet, men også med et blik for de forandringer krisen giver.

Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan opleve Corona-krisen, som personen på forruden af bilen oplever verden; vi fanget i en forfærdelig situation, hvor det bare gælder om at holde fast og håbe, at det hele ender nogenlunde! Til mandens forsvar kan det siges, at han er i den heldige situation at han har styrthjelm på (selvom det kan diskuteres om det helt er nok?).

Cool eller un-cool?

Et spørgsmål, der kan stilles nu, er, hvad konsekvenserne bliver for borgere med døvblindhed? Både nu og her, og på sigt? Det lader sig selvklart ikke besvare endeligt på allerede, men det skal ikke forhindre os med at komme med forskellige bud. Dem præsenterer vi i det følgende – med fokus på, hvad der er cool og uncool.

Det har været cool, at krisen har gjort det synligt for mange danskere, at der er en gruppe borgere, der er afhængige af tegnsprog. Der har været tegnsprogstolkning fra fx statsministerens pressemøder, hvilket har givet en positiv opmærksomhed på behovet for tegnsprog.

Det har omvendt været uncool, at nogle blinde får skældud fordi de har vanskeligt ved at vurdere afstande og dermed kommer utilsigtet for tæt på andre. Dertil kommer det, at flere borgere har været nødt til at handle selv, fordi nogle kommuner har indstillet den hjælp borgerne ellers fik.

Det viser også at der fortsat er et stort behov for at fortælle danskerne om de vilkår, der gør sig gældende for handicappede, så viden erstatter uvidenhed og der kommer en større forståelse, når det er svært at holde afstand grundet synet.

“Zoom-sved” er det nye sort

Det har været cool, at flere får muligheden for at arbejde hjemmefra. Det fjerner problemet med at finde og farvekoordinere ens tøj, og nulstiller alle de forhindringer som DSB, Movia og kommunen kan finde på at lave mellem ens bopæl og arbejdspladsen.

Det er dog uncool at skulle deltage i vigtige møder over Zoom, Facetime, Skype m.fl. med volumen på maks og en evig forundring over, hvorfor folk altid filmer sig selv i modlys og enten råber eller mumler.

Jeg kalder det for et “zoom-bad”, når man har haft et møde, hvor hørelsen virkelig er blevet udfordret og man sidder tilbage dryppende i sved og med et hoved, der er imploderet, og et energitab, der blinker mere rødt end reaktorkontrollen på Tjernobylværket i 1986. Vores kollegaer i foreningen “Decibel” peger på, at mange hørehæmmede børn har svært ved disse vilkår, og mon ikke det samme gør sig gældende for andre grupper af borgere med dårlig hørelse også?

Det peger igen på, at nye arbejdsformer kan åbne nye muligheder for borgere med døvblindhed, hvis man får løst de udfordringer de giver. Det kan være automatisk tekstning af skypemøder eller en stram styring af talerækken og opmærksomhed på at lyden skal være bedst mulig. Men også at vi stadig skal respektere risikoen for udtrætning. Blot fordi transporten er væk, giver det ikke et uendeligt overskud til andre ting.

Tiden vil vise om vi får grebet nogle af de indsigter krisen har påtvunget os på ondt og godt; den metaforiske bil med manden på forruden er jo stadig i bevægelse og vi ved endnu ikke, hvor den ender!

/Niels-Henrik

Mangler du en makker til at dyrke motion med?

Synstab, Tilgængelighed

Jeg faldt lige over dette nye tilbud til personer med synstab, der ønsker at dyrke motion sammen med andre. Det er app’en “Move United”, som tilbyder at forbinde personer med synstab med frivillige seende motionister.

https://scontent.fbll1-1.fna.fbcdn.net/v/t15.13418-10/p960x960/94560181_226152331789421_7791246317631569920_n.jpg?_nc_cat=101&_nc_sid=ad6a45&_nc_ohc=8iWT9TnIHZAAX-Ilsq3&_nc_ht=scontent.fbll1-1.fna&_nc_tp=6&oh=dbb03ad638950592d6650bec4bb01979&oe=5ED858B0

Motion kan både være gåture, løbeture eller et besøg i det lokale motionscenter. Det er borgeren med synstabet, der lægger ønsket op i app’en, hvor de frivillige motionister kan se det og byde ind.

Udvikleren er dansk og hedder Kristian. Han er selv synshandicappet. Hans historie kan ses her. Der er også en fortælling fra bruger, der er stærkt svagsynet. Den kan ses her.

Det er op til dig selv, hvor tit, hvor meget og hvilken form motionen skal have. Det er et spændende tilbud, der er gratis at bruge. Det er sjovere at dyrke motion med en anden og muligheden for at få en seende makker med, fjerner ens dårlige syn som undskyldning for at komme væk fra sofaen.

Hjemmesiden kan findes på www.moveunited.dk eller du kan finde appen i app-store (Apple) eller playstore (Android).

Mange hilsner

Niels-Henrik

.