Jeg læste forleden i avisen om et nyt begreb  i film og tv-serier: Nicecore.

At vise elskværdighedens vej, når modsætninger og konflikter opstår og bruge venlighed, omsorg og empati i stedet for muskler og voldsom retorik-at skabe personer i et drama, der på bedste Dalai Lama -stil møder andre mennesker og vækker dem til forandring af vaner og måder at leve på- vist i film , men også de programmer, hvor folk bliver coached til en ny livsstil.

Jeg vil også være nicecore… måske ikke altid hjemme i private, for det kan jeg nok ikke, men i hvert fald på arbejde!

Som professionel rådgiver kan du let blive for hardcore fordi „du ved bedre‟ om syns og høretab eller får store ambitioner på borgerens vegne. „Kirsten har så mange planer‟ sagde en engang til mig. Den utålmodighed er jeg faktisk ikke så stolt af, selv om det jo er godt, at jeg ved, at der kan gøres noget, når jeg kommer ud til et menneske ,der har tabt noget af modet på livet med syns og høretab. Men med venlighed, omsorg og empati, når vi langt med hinanden og jeg kan  måske give den rette hjælp, når tidspunktet er der.

D‛ nice at være nice

Nåh… sagde  en kollega, da jeg snakkede om at ville være nicecore – ligesom  kampagnen om mobning for nogle år siden for børn.

Jeg googlede lige det begrebet D’nice at være nice , for jeg har ikke skolebørn i min nærhed længere, og så kunne jeg godt huske lidt om kampagnen, der var rigtig fin. Den måtte gerne have kørt ,da jeg gik i skole, hvor mange lærere og kammerater moppede skolebarnet, der var lidt anderledes end gruppen.

„Samtaleterapi‟ i radioen

Da jeg kørte bil på vej til mødeforleden, hørte jeg et politisk program, hvor journalisterne havde lavet rammerne for den politiske  debat i samme samtalerum, som var det parterapi. Jamen for Søren, hvor var det en fornøjelse at høre de politiske modsætningers folk  tale og lytte på en måde, som nok i virkeligheden var gavnligt for vore demokrati… virkelig nicecore!

Mål

Vi arbejder i disse år meget med vores målsætning i rådgivningsarbejdet. Og jeg… jo jeg satser på at være nicecore- konsulent….. det meste af tiden!

KIrsten

Jeg har et lillebitte  naivistisk maleri af Walter Schaldemose hængende i min stue, som jeg kom til at tænke på, da jeg læse om „Det falske Jeg‟ i bogen „Hørselstap -stress og mestring‟, bogen som  jeg omtalte i sidste blogindlæg om mundaflæsning.

I kognitiv terapi taler man om uhensigtsmæssige tankemønstre, der kan udvikle sig til  et falsk jeg, hvis man f.eks. holder skjult at man hører ( og ser ) dårligt.

Ansigtsarbejde

Min kollega fra Århus, Connie Møller ,som er kandidat i pædagogisk antropologi ,har netop lavet et oplæg til et af vores kontaktpersonmøde om ansigtsarbejde med udgangspunkt i en teori af en sociolog, der hedder Ervin Goffmann.

Jeg har plukket fra Connies forberedelse:

„Goffmann er kendt for sin teori om, hvordan vi iscenesætter os selv i hverdagen.

Ifølge denne teori er vores samspil i hverdagen kendetegnet ved, at det er aktørerne, der sammen opretholder en situation.

Udgangspunktet er, at alle har et selvbillede (ansigt/face) som de investerer i en given situation. Forstået på den måde, at et menneske i en given situation handler og taler i overensstemmelse med sit eget selvbillede og hjælper andre med at handle i overensstemmelse med deres.

Denne aktivitet kalder han ansigtsarbejde‟

Magt og roller

Der kan gå rigtig  meget kludder i  kommunikationen eller forhandlingen mellem to mennesker, hvis der er der ikke er styr på ansigtet:

Connie siger:

„-Når man føler man besidder et ansigt, reagerer man typisk med selvtillid og sikkerhed.

-Når en person bærer et forkert(eller falsk) ansigt eller er uden ansigt, kan man føles sig underlegen; ilde til mode på grund af det, der er sket i en aktivitet.

Nogle kan blive forlegen og blive flove. Denne tilstand kan forværre en situation.‟

De to personer med „smile og knudemandsmasker‟ på Walter Schaldemoses  lille maleri i starten af bloggen har nok lidt arbejde at gøre for det lykkes at få en god kommunikation!

Låst fast i et falsk jeg

I projektet „Meningsfuld beskæftigelse for  døvblindblevne‟ fra 2009 faldt jeg over et citat fra en af deltagere, som gjorde indtryk

„Jeg har brugt halvdelen af mit liv på at lade som om, jeg var ligesom de andre‟

Projektet gjorde heldigvis,  at  han kom videre i det, vi kunne kalde den  psykologiske rehabilitering og arbejdede frem mod at  besidde et ansigt med selvtillid og sikkerhed, trods  bøvlet, der kan være i kommunikation eller ansigtsarbejde med andre.

Det er min erfaring, at det er så meget lettere at være i relation som  familie eller kollega til  en person med RP og høretab, når personen  ikke laver „ansigtsarbejde‟ med det falske jeg og ikke mindst lettere for personen selv.

Ingen er fejlfri

Heller ikke jeg!!

og  i dag ved frokostbordet på kontoret glemte jeg(en oldgammel rotte i miljøet) at bruge tegnsprog, da en  døv kollega kom og satte sig. Hun behøvede bare at  løfte øjenbrynene spørgende, så fik jeg hænderne op… jeg fik lynhurtigt en besked om at hun også ville være med, mere skulle der er ikke til. „Forhandlingen‟ lykkedes!

Kirsten

Jeg har lige mødt en af dem, da jeg var på vej hen for at hente min yngste i børnehaven. En af dem med shorts og brune ben. Jeg gemmer mine blege ben under lange bukser. For jeg hører selv til dem, der har tilbragt hele sommeren her i Danmark. En sommer der vil gå over i historien som en dårlig sommer. Rejsebureauerne har lige nu kronede dage. For rigtig mange danskere vil gerne sydpå i efterårsferien og vinterhalvåret i det hele taget.

Vesterhavets skønhed

Jeg har med længsel set på og (i venlighed) „liket‟ det ene Facebook opslag efter det andet med billeder fra „de andres‟ solferier. Samtidig tilbragte jeg en uge ved Vesterhavet, der har nogle af de smukkeste strande i verden. Vejret mindede mere om en efterårsferie, men der var stadig skønt, og børnene løb da også frejdigt ud i bølgerne. Vi voksne havde lyst ind imellem mest lyst til at sidde med en kop kaffe/the bag rattet på bilen og kigge på dem.

Nærhed og nærvær

Bortset fra min længsel efter varme og mine blege ben, så har jeg haft en god sommerferie. Vi har mærket sandet fyge om benene på os. Vi er blevet drivvåde af pludselige regnbyger, og hele familien sad tæt under en parasol i Fårup Sommerland, da tordenvejret brød løs, så alle aktiviteterne lukkede. Jeg tror, at 2017 er er en sommer, som hele familien vil huske.

Det allerbedste har været, at vi ikke har skullet ud af døren om morgenen. Vi har kunnet gå rundt med nattøj på. Vejret indbød sjældent til andet. Vi har spillet brætspil, lagt puslespil og fået gjort status med hinanden. Tid til nærhed og nærvær. Sol eller ej så er det vigtigere end alt muligt andet. For det er det, som vi skal leve videre på, når hverdagen kører hurtigt.

Malene

Jeg ledte og ledte i vores blogindlæg fordi jeg mente at vi havde skrevet om det tidligere. Det havde vi ikke  og det var egentlig godt nok, fordi der fornylig  var et superfint portræt i TVLorry af en herlig ung fyrAnders  som vi døvblindekonsulenter kender fra FDDBs bestyrelse ,FDDB ungdom og som IKT-instruktør.

Jeg søgte på nettet ,så og huskede så at foreningen Menneskebiblioteket fik en „dialogpris ‟ i år.

 Anders i udsendelsen.

Menneskebiblioteket

Det drives af en forening, der arbejder for tolerance og dialog og nedbrydelse af fordomme, specielt for de mennesker, der ikke ser ud eller har livsformer som de fleste.

Man  kan låne et menneske, der stiller op og fortæller om deres særlige livsvilkår og man må spørge løs .‟Rigtige mennesker, rigtige samtaler‟, skriver foreningen på deres hjemmeside.

TV2lorry :Ung med særligt handicap

Værten John Rahbek er låner på Menneskebiblioteket og udfordrer sine fordomme i en række afsnit. I går så jeg så afsnittet om Anders Fransson. Det var en fin halv time i selskab med Anders, der bekræfter at vi mennesker kan rejse os og gå fremad, når man finder den indre kriger frem og ikke bliver offer for svære livsvilkår.

Anders sagde mange kloge ting om at være døvblind ,men også at se særlig ud og ikke kunne  svede, have hud uden hår og  tandproblemer.  Det sjældne syndrom er kendt i hans familie, men kun har 70 har det i Danmark.

Anders fortalte om den hjælp der dur for ham: IKT, hjælpemidler ,kontaktperson og haptiske signaler. Rengøring og madlavning var lige nu ikke områder, han havde behov for hjælp til udover struktur og nogle få hjælpemidler og taktik.

Er det synd?

Anders bliver spurgt af programværten om det er synd for ham at han ikke kan opleve det samme som andre

Anders siger:‟ Jeg har aldrig nogensinde oplevet at kunne se normalt så jeg ved sådan set ikke hvad jeg går glip af. Det er ikke synd, men det er ærgerligt at der er nogle ting jeg ikke kan: Jeg kan ikke kørebil, jeg kan ikke cykle, men jeg har ikke prøvet det, så jeg ved ikke hvordan det er at savne det‟

Anders blev drillet i folkeskolen og det har siden påvirket ham, men inderst inde har han tænkt „fandme nej, jeg vil frem i livet‟. Han har fået god hjælp af synskonsulenter og også psykolog i den proces.

Han vil gerne vise at handicappede også har ressourcer og muligheder, ikke kun begrænsninger

Brug en halv time

Lån en menneskebog på biblioteket eller se afsnittet på Tv2 lorry om Anders og få nedbrudt en fordom eller to.

Jeg takker i hvert fald  Anders for hans mod til at være stå i Menneskebiblioteket og være med til at skabe dialog og viden!

Kirsten

„Jeg vil være en kriger i mit liv fremfor et offer, og jeg vil ikke lade mig frustrere over ting, jeg ikke selv kan styre‟, siger skuespiller Peter Mygind til magasinet Sundhed, maj 2017.

Selvom Peter Mygind på mange områder har et priviligeret liv, så mærkede han livets skrøbelighed, da han for et par år siden blev ramt af blodpropper og hjertestop. I dag tager han blandt andet ud og holder foredrag for Hjerteforeningen, og går i terapi for at lære at kunne håndtere sin dødsangst.

Livets uforudsigeligheder

Vi kan gøre meget for at holde os sunde og i god form både fysisk og psykisk, og jeg er sikker på, at vores livsstil betyder noget for helbredet. Måske betyder det, at vi lever nogle år længere, fordi hjertet pumper bedre. Måske betyder det, at vi ikke så let brækker vores led fx hoften, hvis vi falder, når vi bliver gamle. Så vi kan gå selv – uden rollator – i flere år frem.

Der er imidlertid rigtig mange ting, som vi ikke har indflydelse på, og som hører til livets uforudsigeligheder. Ting som vi ikke selv kan styre. For Peter Mygind er det et dårligt hjerte, der gør ham usikker og decideret angst i forhold til, hvad fremtiden bringer. For personer med nedsat syn og hørelse kan det være uvished om der sker forværringer, så de (måske endnu en gang) skal finde nye strategier for at klare de praktiske opgaver i hverdagen.

En hyldest til hverdagens helte

Som døvblindekonsulent møder jeg jævnligt mennesker, der trods et kombineret syns- og høretab – ikke vil lade sig begrænse, og som klarer de fleste hverdagsopgaver selv. Alting tager meget længere tid, men det er en sejr, når det lykkes at bage sit eget brød, lave sin egen mad, gennemføre en uddannelse, fastholde sit arbejde, deltage i familie begivenheder eller et fælles arrangement på plejehjemmet.

Jeg møder mennesker med en stærk indre kriger, så de rejser sig og går fremad, selvom de oplever modgang og tilbageskridt. Det kræver stor styrke og robusthed hele tiden at gå to skridt frem og et tilbage. De er hverdagens helte, for de er ikke ofre for en svær livssituation. Selvfølgelig skal der være tid og plads til at sørge over tabet af færdigheder. Det er naturligt og nødvendigt. Der skal være plads til nyorientering. Der skal ligeledes være plads til at fejre de små skridt fremad. Sejrene.

Malene