Kategoriarkiv: “Kom igen!” rehabiliteringskursus

Nyt Kom igen! kursus til August

– Noget for dig eller en du kender?

Til august 2023 starter et nyt forløb af CFD Rådgivning Viden og Udvikling rehabiliteringstilbud til personer med kombineret syns- og høretab.

Er du i alderen 22-65 år? Lever du med kombineret syns- og høretab og befinder du dig et sted i livet, hvor det kræver tilegnelse af nye strategier for at håndtere hverdagen? Så kan det være, at dette kursus er noget for dig.

Stærkt fokus på det psykologiske aspekt

Kurset har fokus på både kompensatoriske teknikker og metoder og ikke mindst det psykologiske aspekt i at leve med alvorligt kombineret syns- og høretab/erhvervet døvblindhed som et livsvilkår. Som deltager på Kom igen! får man mulighed for at tilegne sig ny viden og kendskab nye strategier og værktøjer i forhold til at mestre livet med et kombineret syns- og høretab. Vi udveksler viden og erfaringer om forskellige emner som er vigtige, når man lever med døvblindhed.

Tre sorte huse med hvidt tage. Det første hus har teksten Syns- og høretab, hus to har teksten Energi og hus tre har teksten Netværk

Kurset har tre overordnede temaer, nemlig syns- og høretab, energi og netværk. Herunder behandler vi forskellige emner som fx:  Hjælpemidler, støtteforanstaltninger, alternative kommunikationsformer, praktiske strategier, hjernens funktion ift. syn, hørelse og energitab, arbejds- og familieliv, identitet, den tekniske forståelse af både syns- og hørenedsættelsen, meningsfuldhed, hjernetræthed, kriser, sorg, livsomstilling med flere.

Hvordan forgår det?

Et kursus med andre i samme situation

Der er 6 pladser på kurset. Man deltager altså sammen med max 5 andre kursister, der også lever med kombineret syns- og høretab. Tidligere deltagere har fremhævet et kæmpe udbytte af at deltage sammen med andre i samme situation. Det er uvurderligt at lære af hinandens erfaringer, spejle sig i hinanden og dele frustrationer, udfordringer og succeser med nogle, der ægte forstår, hvad det vil sige at have døvblindhed som et livsvilkår.

Varighed

Kurset er opdelt i tre moduler, kaldet “huse”. Husene ligger fordelt over 8 måneder. Hvert hus varer tre dage og har hvert sit tema:  Syns- og høretab, Energi og balance, Netværk og relationer.

Undervisere

Kurset er tilrettelagt med en afveksling af oplæg, gruppedrøftelser og praktiske øvelser. Kurset har en fast gennemgående kursusleder (mig) og kursusmedarbejder. Undervisningen varetages af en gennemgående psykolog, som har undervisningsseancer på alle moduler, af forskellige døvblindekonsulenter fra CFD Rådgivning Viden og Udvikling samt af personer der selv lever med kombineret syns- og høretab.

Tidligere deltagere har sagt om deres udbytte:

Energitabet er der, jeg er mest ramt og der, hvor jeg har fået flest redskaber, som jeg kan bruge lige her og nu – det er normalt og det er ok. Det ved jeg nu. Jeg er holdt op med at banke mig selv oven i hovedet og kobler af med mere god samvittighed.

Jeg har fået en anden ro i det (funktionstabet red.). Det skal ikke definere, hvem jeg er. Jeg er ikke den handicappede Marie. Jeg er Marie med et handicap…. Jeg er jo ikke anderledes, fordi jeg fik en diagnose…. Jeg har ikke længere alle de spørgsmål. Dem har jeg fået svar på, på kurset. 

Nu er jeg kommet frem til, at det er familien, der skal stå øverst og for at den kan trives, skal jeg have det godt. Det er blevet klarere for mig, hvad der er godt for mig og hvad jeg vil og ikke vil i fremtiden. Hvad min fremtid skal være.

Læs mere og se filmen

På CFD’s hjemmeside kan du læse mere om kurset. Du kan også se en kort film, hvor Jackie Lehman fortæller, hvilket udbytte han har haft af at være på “kom igen”.

Læs mere og se filmen via dette link: https://www.cfd.dk/raadgivning/doevblindekonsulenter/stoettemuligheder/rehabiliteringskursus/kom-igen—uddybende-beskrivelse

Hvis du, eller en du kender, vil høre mere om kurset og hvordan det måske kan blive aktuelt for dig, så tag kontakt til mig senest i januar 2023 på mail: tul@cfd.dk eller mobil: 29399405. Du kan også tage fat i din lokale døvblindekonsulent.

/Trine Skov Uldall

Det handler om tryghed!

Jeg har observeret andre med den hvide stok meget. Nu har jeg prøvet det selv. At få det i hænderne og opdage, at det slet ikke var så grænseoverskridende. Jeg tror jeg vil overveje en markeringsstok i fremtiden…

Jeg har altid synes, det var meget imponerende, hvad blinde kan med den stok. Men når I så kommer her med den stok og det er mig selv, der skal. Arh! Det synes jeg alligevel ikke var sjovt. Men nu har jeg prøvet det og lært noget om det og mærket, at det faktisk er ok…

Citaterne stammer fra kursister på 2. modul af rehabiliteringskurset “Kom igen!” – Energihuset, som netop er løbet af stablen på Fuglsangcentret i Fredericia.

Kom igen! er et helhedsorienteret rehabiliteringskursus særligt udviklet til mennesker med kombineret syns- og høretab. Kurset udbydes af CFD – Rådgivning.

foto: Kom igen! husene. 3 sorte træhuse med hvidt tag, som symbolisere de tre kursusmoduler på Kom igen!: AV -huset, Energihuset og netværkshuset

Energihuset har kursisterne har blandt andet stiftet bekendtskab med mobility – at anvende forskellige typer af den hvide stok – og med ledsageteknik. Citaterne ovenfor siger meget fint noget om den svære konfrontation, det kan være at stifte bekendtskab med den hvide stok.

på kurset havde vi denne gang besøg af døvblindekonsulent Eva Oltmann, som udfordrede kursisterne udendørs i terrænet på Fuglsangcentrets mobilitybane. Banen rummer rigtig mange udfordringer, når synet er dårligt. Fx har banen en trappe med trin i forskellige højder og dybder, forskellige typer af underlag og mange andre forhindringer.

At kaste sig ud i at prøve en mobilitystok, nogle endda med lukkede øjne, kræver mod. Mange oplever modstand mod stokken. For hvem har egentlig lyst til at skilte med sit dårlige syn? Derfor kan det også være rart at prøve det af i trygge rammer sammen med andre i samme situation og mærke efter, om det er så grænseoverskridende, som forventet og om det faktisk kan være en hjælp.

Det frigiver energi

Sammen med mobilitystokken afprøvede kursisterne ledsageteknik. Ledsageteknik skal bidrage til, at man føler sig tryg og sikker, når man bliver ledsaget, fx af sin kontaktperson. Ledsageteknik til personer med kombineret syns- og høretab indeholder en del informationstegn, der gives kropsligt, så man ikke behøver at modtage forklaring eller advarsler verbalt.

Det handler om tryghed. Man kan blive helt mør af at gå med en person, man ikke har tillid til.

Jeg kunne mærke på Hanne (red: døvblindekonsulent der ledsagede med ledsageteknik), at hun havde helt styr på det. Det frigiver noget energi for mig.

Hvad er det egentlig, der giver mig energi?

Dette spørgsmål er netop essensen af Energihuset, hvor kursisterne blandt andet også er blevet præsenteret for viden om træthed, energi, energitab og ikke mindst smagsprøver på metoder til at opbygge energi. Det der giver energi hos den ene, er nemlig ikke nødvendigvis det, der giver energi hos den anden. Men det kan være godt at afprøve forskellige ting og blive inspireret af hinandens erfaringer. Nogle får måske energi af mindfulness, nogle af at dyrke sport eller strikke. Og for nogle kan et hjælpemiddel eller bedre belysning være med til at frigive energi.

Når det kombinerede sansetab udvikler sig, kan det der før har givet energi måske pludselig blive en udfordring. Her kan det være rart at have kendskab til andre energigivende aktiviteter eller hjælpemidler, som kan prøves af.

Mere om kom igen: https://www.cfdblogger.dk/kom-igen/

Mere om mobilitystok: Har man lyst til at undersøge om en mobilitystok eller måske en markeringsstok kan hjælpe i hverdagen, skal man kontakte sin synskonsulent i kommunen eller det lokale kommunikationscenter.

/Trine

Back in business- i en Coronatid

Så begynder en hverdag så småt at indfinde sig i Danmark og nu kommer varmen selvfølgelig, som den plejer, når børnene har første skoledag. Men alt er altså stadig ikke helt, som vi kunne tænke os.

Mundbind

I ser her min faglige leder Anette Rud Jørgensen i toget på vej til mine kolleger i København i går. Mon hun er sur eller glad- en kollega syntes hun lignede en gangster -en anden spurgte, om hun måtte sige, at Anette så farlig ud.

Et er, at ord og stemmestyrken bremses i mundbindet, noget andet er, om man aflæse alle de informationer som mimikken giver os i en dialog, så dialog lykkes uden misforståelse og konflikt? Et gangsterlook er nok ikke befordrende for den gode dialog….

Det vil vise sig, for noget tyder på, at vi også her i Danmark må i gang med at bruge mundbind i langt flere situationer, end vi havde forestillet os, da Danmark lukkede ned i foråret.

Plexiglasskærme

Jeg har vænnet mig til at aflæse og forstå folk bag plexiglasskærme nu og så alligevel. Sekretæren hos fysioterapeuten forleden sagde selv, at hun skulle huske at tale højere og tydeligere med skærmen for. Jeg kunne overhovedet ikke forstå, hvad hun sagde i første omgang!

Afstand

Det er også nødvendig med afstand med den ‘onde virus’ iblandt os. Jeg synes ikke den Coronavirus er fair og slet ikke for de borgere, jeg igen er rundt og besøge. Det er for os alle lidt utrygt at vende tilbage til arbejdslivet og utrygt at erfare, at afstand til det meste af den øvrige verden stadig er nødvendig, men vi har nok glemt lidt over sommeren, at afstand og sprit stadig er et must i vores hverdag. Og det giver bare  meget større syns og høremæssige udfordringer for dem, jeg møder i mit arbejde.

Information og medier

Jeg er nok ikke den eneste, der kunne drømme om mere håndfaste udmeldinger uden for meget bavl og mange melleregninger i vores medier f.eks. om den kollektive trafik,skoleliv og kulturoplevelser. Her bliver tilgængelighed for folk med handicap også nemt glemt.

Nå men “back in business” med sprit og afstand og ind imellem mundbind.

I næste uge starter Trine Uldall og jeg på vores Danmarksturne med interviews til rehabiliteringskurset ‘Kom igen! 21’.

Er du mellem 25 og 65 år, har et syns – og høretab og har mod på at deltage, så kontakt os endelig og vi laver en aftale om besøg .

Kirsten

God sommer !

Dannebrog i busk
Dannebrogsflag i busk ved strand

Om en time har jeg sommerferie- igen… jeg synes lige jeg skrev en sommerhilsen til bloggens læsere. Tid er en underlig størrelse og jo ældre vi bliver suser “årsTIDerne” afsted, mens tiden føles lang, når vi venter på noget

Korte arbejdsdage?

Min arbejdsTID som døvblindekonsulent føles aldrig lang- faktisk er den ofte for kort til alt det jeg sætter mig for at nå. Det er jo på en måde et godt tegn, selvom der ind imellem( indrømmet) kan være trælse opgaver. Balancen mellem arbejde og vores private liv er svær og mine tre ugers sommerferie skulle gerne rense tavlen og give mig kræfter til det hele også det trælse. Ferien i år ved danske strande, stier og museer og hjemme på sofaen med en bog!

Corona TID

Illustration af Corona

Min ferie er stadig en sær TID med cornasmitte lokalt i Danmark.

Jeg har stadig borgere jeg ikke må besøge på plejehjem, mens studenterbilen lige kørte forbi mit vindue her på kontoret i Odense. Det meste er lukket op her inden min ferie, men ingen ved ikke, hvordan det ser ud med retningslinjerne  i “mit kvarter”, når jeg er tilbage efter tre ugers TID.

TID til Kom igen! 2021

Trine og jeg har planlagt de første såkaldte visitationsinterview i august og der er heldigvis allerede mange interesserede- Ja vi har afsat TID til en hel Danmarksturne sammen og glæder os til at møde en ny flok potentielle deltagere… og håber at kommunerne er med på finansiering af kurset!

TID til ferie

Men først ferietid for os alle. Jeg er rigtig glad for at bloggen har fået flere skrivekræfter med Niels- Henrik og Trine som medbloggere og bl.a. Eva som gæsteblogger. Vi holder nu alle ferie fra bloggen og er tilbage til august.

Kirsten