Blandt dagens strøm af nyheder, som jeg hørte på vej til arbejde i går i bilradio, var for en gang skyld en positiv af slagsen. Endelig, endelig følger Danmark trop med de nordiske lande.

Formand for Danske handicaporganisationer  DH Thorkild Olesen twittede:

Stort. I @handicapdk glæder vi os . Tak@Mai Mercado

Glæden skyldes at Danmark nu vil følge op på handicapkonventionens intention, hvilket betyder at det bliver forbudt at diskriminere handicappede   og  man vil som handicappet  fremover have mulighed for at klage til ligebehandlingsnævnet, hvis man  bliver udsat for diskrimination.

På vej over Lillebæltsbroen  hørte jeg socialminister Mai Mercado fortæller om regeringens udspil og efterfølgende  Maria Ventegodt Liisberg, ligebehandlingschef på Institut for Menneskerettigheder, der glædede sig  meget over nyheden.

Indtil nu har det kun været forbudt på arbejdsmarkedet. Jeg tænker at denne  lov, der vil gælde alle samfundsforhold kan blive løftestang for rigtig meget bl.a.  forsikringsspørgsmål, som optager en del af de borgere, jeg har kontakt med.

Men også  andre områder kan der komme fokus på. Brugerorganisationerne jubler  og får nok nye kræfter til at kæmpe videre og jeg har plukket et par kommentarer fra hjemmesider og Facebook

“Denne lov kommer til at gøre en kæmpe konkret forskel for en masse mennesker”

siger Maria Ventegodt Liisberg på deres hjemmeside

Foreningen af  Danske Døvblinde FDDB

“Slut med at behandle handicappede som andenrangsborgere”

Danske Døves Landsforbund DDL

“Fantastisk nyhed!

Nu bliver det endelig forbudt at diskriminere mennesker med handicap i Danmark.”

Høreforeningen

“Gennembrud for danskere med handicap.”

Danske Handicaporganisationer ved formand Thorkild Olesen, der også er formand for dansk Blindesamfund siger på hjemmesiden tak for indsatsen fra handicappede i Danmark med følgende hilsen

Kære alle.

Endelig vil regeringen indføre et forbud mod at diskriminere mennesker med handicap.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer, der gennem de sidste mange år har arbejdet for diskriminationsforbuddet. Mange af jer er stået frem i medierne med personlige historier, og det kan være hårdt. Men det har virkelig rykket noget politisk.

Med diskriminationsforbuddet bliver det ulovligt at afvise mennesker med handicap på restauranter, diskoteker og i børnehaver. Det hjælper os med at sikre, at vi har de samme rettigheder som alle andre. Og jeg håber, at forbuddet også vil være med til at nedbryde fordomme om mennesker med handicap.

Alle problemer bliver selvfølgelig ikke løst med det kommende diskriminationsforbud. Tilgængelighed er for eksempel ikke med i forbuddet, men det vil vi fortsat kæmpe for ad mange forskellige veje. 

I de sidste år har vi i handicapbevægelsen brugt mange kræfter på at kæmpe imod forringelser. Men denne sag viser også, at politikerne og hele samfundet kan overbevises, hvis vi arbejder konstruktivt med de rette argumenter. Det er meget positivt og meget opmuntrende.

Endnu en gang tak for den store indsats fra jer alle.

Bedste hilsner

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH)

Dejligt med en god nyhed i den daglige strøm  af triste nyheder. Det nytter at kæmpe.

God vinterferie til nogle af jer

Kirsten

Arbejde – et ord og en gerning med stor betydning.

Billedet viser to figurer der bærer en firkantet blok.

Arbejde fylder meget i vores liv. Danskerne er det folkefærd der arbejder mest i Europa. Vi arbejder i gennemsnit 39 år af vores liv. Der er jo lavet mange undersøgelser på hvilken virkning arbejdet har på os. Så uanset om vi i perioder bliver stresset og må stoppe op og blive ladet op igen, så er og bliver det gennem arbejdet vi får mange af vores basale behov opfyldt. Tænker her på indtjening, socialt samvær, og ikke mindst ens identitet. Hvor ofte får man ikke spørgsmålet ” og hvad laver du så”.

Men det er jo ikke alle, der er lige heldige at have et arbejde, eller har nemt ved at få et. Hvis du er syns- og hørehæmmet, så er du ekstra udfordret. Som Kirsten før har skrevet om på bloggen viser nyeste forskning fra Sverige, at det at have et arbejde er en vigtig forudsætning for at have det godt fysisk og psykisk for personer med Usher 2.

Men hvad gør man så for at få et arbejde? En af mange barrierer er, at arbejdsgiveren ikke ved, hvilke kompensations- og støttemuligheder der findes i forbindelse med ansættelsen af en person med et handicap.

Det vil Dansk Handicap Forbund nu sætte fokus på. De har startet et Advisory Board af store og små virksomheder, som skal hjælpe forbundet med bedre at forstå de udfordringer, som virksomhederne sidder med i forhold til ansættelse af mennesker med handicap. I den forbindelse er det blevet klart at jobsøgende i en eller anden udstrækning bør komme med en pakke, som klart giver arbejdsgiveren en idé om:

• hvilke behov personen har
• hvad det vil betyde økonomisk
• og hvilke støttemuligheder der er

En af medlemmerne i Advisory Board direktør Camilla Høholt Smith ( direktør i organisationen work-live-stay Southern Denmark siger”) siger: ”For vores virksomheder handler det primært om at få de rette kompetencer til det rette job. Men bliver det for uklart, besværligt og mudret at hyre et menneske med handicap, så frygter jeg, at valget af en med rette kompetencer, som har et handicap, bliver så besværligt, at ansøgeren vælges fra på trods af gode kvalifikationer”. For som hun siger ” Det bliver aldrig virksomhedernes kerneopgave at kende til de offentlige støttemuligheder”.

Det kræver helt klart et tæt samarbejde med jobcentrene og de fagpersoner, der er omkring den enkelte person med et handicap. Som det er idag kan man først søge om kompensation og støtte, når arbejdsgiveren har sagt ja til ansættelse, og i Dansk Handicapforbund frygter man, at det kan skabe en unødvendig barriere.

I vores projekt ”Kom igen!” har vi haft et indlæg omkring kompensationsmuligheder af socialrådgiver Anne Katrine Jensen, som arbejder på et jobcenter, og derfor er helt up-to- date med lovgivningen på området.

Else Marie

Billedet viser Anne Katrine Jensen, der er igang med undervisning.

The lonesome cowboy

Selvvalgt alene eller ensomhed  er et stort emne at tage op en solfyldt augusteftermiddag. Men det er tit det, jeg prøver at spotte, når jeg er ude og besøge borgere. (Ja det kalder vi altså nogle af jer derude.)

Der er stor forskel på at være selvvalgt alene i forhold til at  isolere sig på grund af et syns- og høretab, der kommer snigende.

Overskriften “Jeg klarer mig” er tit overskriften for  de  samtaler,  som jeg har med de borgere ,som jeg besøger.

Det er min opgave at stille de rigtige spørgsmål, så de relevante historier kommer på bordet, og  de reelle vanskeligheder bliver synlige. Man får måske  mod på at forandre små ting i sin hverdag, så man stadig følger med i verden.

I 2005 udkom  en række hæfter med temaer omkring det at leve med erhvervet døvblindhed. Efter årligt interview  i fem år  med 20 informanter fra hele Norden, blev materialet en  unik dokumentation af levet liv, der blev samlet og læsbart for både ramte personer og  professionelle.

Delagtighed
Et af hæfterne hedder “At være delagtig”. Allerede dengang var  pc og internet en vej til ligestilling , fortæller informanterne, og siden og dagligt kommer mange  gode nye tekniske løsninger til i forhold til at følge med i familieliv, nærmiljø og det store samfund. Også tolk og kontaktperson bliver nævnt som  gode veje til at kunne følge med.

Manden, der  forleden sagde “Jeg klarer mig”, havde mistet sin kone og var 80+.

Han er stoppet med at læse bøger og løse kryds og tværs, men nu laver han kabale på sin computer med forstørrelse, og han ser tv med  synstolkning. Han køber sig til rengøring, men klarer selv sin have. Har gode naboer, synes  han, der f.eks. tager ham med  et par gange om året til fællesspisning i forsamlingshuset og hjælper, når der skal øses op. Han har god  kontakt med familien, med jævnlige besøg og hjælp f.eks. til at  læse breve op.

Han er tilfreds og  synes, han klarer sig  trods sit store syns- og høretab, men siger dog:

..”Folk er jo ikke gode til at tale til os. De taler bare ud i luften . Det synes jeg er en gene. Jeg vil gerne have det direkte på. Det har jeg fundet ud af hjælper mig.”..

Hvis det er så lidt, der skal til for, at mennesker kan føle sig lidt mere delagtige og ikke blive ufrivilligt ensomme blandt  andre, så lad os dog for pokker komme i gang, så folk med høre- og/eller synstab har det lidt sjovere og er mere med i samværet . Som hørehæmmet ved jeg dog,  det er lettere sagt end gjort for ægtefælle, kollega, læge  og mange andre at gøre det. Men lad os dog prøve at få dem til det – tegnsprogede  har det “direkte på”-  det kunne “taleverdenen”  da lære noget af!

Kirsten

Alle vil gerne klare sig selv og være selvforsøgende, når det er muligt. Men er det muligt og godt for sundheden, når man har et  alvorligt syns- og høretab?

Arbejde betyder bedre sundhed
Svensk forskning viser nu klart for første gang på verdensplan det mønster, at mennesker med Usher 2 , der er på arbejdsmarkedet, har bedre sundhed end dem, der har førtidspension. Psykolog Mattias Ehns studie vil om kort tid blive publiceret i ” Journal of Visuel Impairment”.

En af de medvirkende faktorer, til at vi på CFD startede  projekt “Kom igen!”, var, at studier viste, at personer med Usher 2 har meget dårligere helbred, både psykisk og fysisk;og at de socioøkonomisk ligger langt lavere  end normalbefolkningen. Nu viser det sig så tydeligt, at arbejde er en medvindfaktor for et godt liv.

For en del år siden lavede CFD Rådgivning projektet “Meningsfuld beskæftigelse for mennesker med erhvervet døvblindhed”, der fokuserede på mennesker, der var kommet på førtidspension, men som savnede arbejde som en del af tilværelsen. Konklusionen var, at det bestemt var muligt, men at det også kræver tilpasning og arbejdspladser, der tager et socialt ansvar.

Idag får man ikke blot en førtidspension, når man får en diagnose, som flere  informanter på 50+ fortalte i vores Usher-opsporingsprojekt i 2014. Ja det var nærmest henover hovedet på folk, at den blev bevilget dengang

Idag er lovgivningen i Danmark helt anderledes omkring folk med  mulig nedsat arbejdsevne.

Ikke kun arbejdsopgaver stresser
Psykolog Mattias Ehn fortæller i en artikel fra “Nationalt Kundskabscenter for Døvblindespørgsmål” i Sverige, at han ofte tidligere har anbefalet mennesker at stoppe med at arbejde for at mindske stressen og ikke blive helt udbrændte. Der er faktisk fejlagtigt. Selvfølgelig må man sommetider kikke på typen af arbejdsopgaver, men i første omgang  også afklare alt det andet omkring arbejdsopgaverne: Transporten til og fra arbejde, teknik og taktik i kommunikation, IKT osv.;alt det der giver stress.

Else Marie og jeg kan kun nikke genkendende til, at arbejde fylder rigtig meget for vores kursister i  projekt “Kom igen!”.

Trods bøvl med  transport, belysning, teknik, der ikke fungerer; kollegaer der taler utydeligt og et stort energitab på jobbet, er vores kursusdeltagere optaget af deres fag og  optaget af at blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt om nødvendigt med skånehensyn i form af fleksjob. Vi håber på, at vi i vores projektforløb bliver endnu klogere på, hvordan støtten gives bedst  i  svære processer, når mennesker gang på gang  må smide håndklædet i ringen, fordi  synet forværres.

Jeg tænker derfor også af den grund, at det er vigtigt, at Usher opspores så tidligt som muligt, så den enkelte med syns- og høretab finder et fag, hvor normalt syn ikke er en nødvendighed og ikke blive uddannet som f.eks. lastbilchauffør, som  den svenske blogger Thorbjørn med Usher 2 har berettet om.

Kirsten(Som er tilbage på bloggen efter ferie)