I sidste uge fremhævede min kollega, Kirsten, hvordan man kan være Corona-cool. I denne uge kigger vi på nogle af de andre aspekter af Corona-krisen. Det sker med et glimt i øjet, men også med et blik for de forandringer krisen giver.
Der er ingen tvivl om, at man sagtens kan opleve Corona-krisen, som personen på forruden af bilen oplever verden; vi fanget i en forfærdelig situation, hvor det bare gælder om at holde fast og håbe, at det hele ender nogenlunde! Til mandens forsvar kan det siges, at han er i den heldige situation at han har styrthjelm på (selvom det kan diskuteres om det helt er nok?).
Cool eller un-cool?
Et spørgsmål, der kan stilles nu, er, hvad konsekvenserne bliver for borgere med døvblindhed? Både nu og her, og på sigt? Det lader sig selvklart ikke besvare endeligt på allerede, men det skal ikke forhindre os med at komme med forskellige bud. Dem præsenterer vi i det følgende – med fokus på, hvad der er cool og uncool.
Det har været cool, at krisen har gjort det synligt for mange danskere, at der er en gruppe borgere, der er afhængige af tegnsprog. Der har været tegnsprogstolkning fra fx statsministerens pressemøder, hvilket har givet en positiv opmærksomhed på behovet for tegnsprog.
Det har omvendt været uncool, at nogle blinde får skældud fordi de har vanskeligt ved at vurdere afstande og dermed kommer utilsigtet for tæt på andre. Dertil kommer det, at flere borgere har været nødt til at handle selv, fordi nogle kommuner har indstillet den hjælp borgerne ellers fik.
Det viser også at der fortsat er et stort behov for at fortælle danskerne om de vilkår, der gør sig gældende for handicappede, så viden erstatter uvidenhed og der kommer en større forståelse, når det er svært at holde afstand grundet synet.
“Zoom-sved” er det nye sort
Det har været cool, at flere får muligheden for at arbejde hjemmefra. Det fjerner problemet med at finde og farvekoordinere ens tøj, og nulstiller alle de forhindringer som DSB, Movia og kommunen kan finde på at lave mellem ens bopæl og arbejdspladsen.
Det er dog uncool at skulle deltage i vigtige møder over Zoom, Facetime, Skype m.fl. med volumen på maks og en evig forundring over, hvorfor folk altid filmer sig selv i modlys og enten råber eller mumler.
Jeg kalder det for et “zoom-bad”, når man har haft et møde, hvor hørelsen virkelig er blevet udfordret og man sidder tilbage dryppende i sved og med et hoved, der er imploderet, og et energitab, der blinker mere rødt end reaktorkontrollen på Tjernobylværket i 1986. Vores kollegaer i foreningen “Decibel” peger på, at mange hørehæmmede børn har svært ved disse vilkår, og mon ikke det samme gør sig gældende for andre grupper af borgere med dårlig hørelse også?
Det peger igen på, at nye arbejdsformer kan åbne nye muligheder for borgere med døvblindhed, hvis man får løst de udfordringer de giver. Det kan være automatisk tekstning af skypemøder eller en stram styring af talerækken og opmærksomhed på at lyden skal være bedst mulig. Men også at vi stadig skal respektere risikoen for udtrætning. Blot fordi transporten er væk, giver det ikke et uendeligt overskud til andre ting.
Tiden vil vise om vi får grebet nogle af de indsigter krisen har påtvunget os på ondt og godt; den metaforiske bil med manden på forruden er jo stadig i bevægelse og vi ved endnu ikke, hvor den ender!
/Niels-Henrik