Jeg er lige kommet hjem på kontoret med Kom igen!-kufferten med de tre huse. Vi har nu gennemført det sidste modul i vores rehabiliteringsprojekt for mennesker med erhvervet døvblindhed. Vi havde i gruppen af tegnprogsbrugere fokus på relationer og netværk og startede i søndags med vores fem deltagere og deres voksne pårørende, samt otte af gruppens i alt ti børn. Børnene gik for sig selv med to af vores familiekonsulenter, der netop har taget kursus i gruppesamtaler med børn og havde en eftermiddag sammen med andre børn med en døvblind far eller mor. Det var en idé , der opstod i Energihuset, som var i april måned.
Som en af vores deltagere formulerede det: Vores børn har jo ikke valgt en mor eller far, der er døvblind.
Kommunikation
Vi havde som i sidste netværkshus inviteret vores to kolleger Jette Mistegård Jørgensen og Jane Seiler til at give oplæg om den svære kommunikation i familien: Om sorg og bekymring og misforstået hensyntagen til hinanden, men også hvordan hverdagen kan glide lettere ved at tale om det svære på rette tid og sted.
Også haptiske signaler blev introduceret af selvstændig tegnsprogstolk Heidi Koch, der både professionelt og privat som pårørende bruger signaler på ryg og arm til at synsbeskrive. Heidi og hendes mand delte ud af deres erfaringer og inspirerede til nye veje, som kan lette kommunikationen. F.eks. i køkkenet, hvis opvaskemaskinen tømmes, så giv et signal på ryg eller arm, så den synshæmmede styrer uden om og undgår at støde ind i den og få et blåt mærke og flere deltagere og deres pårørende blev inspireret til at arbejde videre med det.
Fortællinger om livsomstilling
Både vores medlem i følgegruppen Nina Ernst Jensen og en af “arkitekterne” bag ved livsomstillingsmodellen, nemlig Britta Vestergaard, der sad i den nordiske referencegruppe omkring det projekt, gav gode og stærke oplæg om at leve med døvblindhed i relation til familie, venner og kolleger.
Mentalisering…
Er det nye “sort”, sagde vores psykolog Marianne som gennem teori, øvelser og gruppearbejde gav bevidsthed om, i hvor høj grad følelser styrer vores hverdag. “Det indre kompas”, kaldes følelserne af nogle teoretikere.
Emnet har også været oppe på flere kurser for kontaktpersoner
Next step
Ja det bliver det afsluttede interview af de fem deltagere på holdet for tegnsprogsbrugere.
Og så skal Else Marie og jeg sammen med CFD Rådgivning samle den viden, vi have fået i projektet og kigge på de mål, vi har sat. Det munder ud i nogle artikler og en
temadag d 8/3 2018
hvor både deltagere fra projektet og professionelle samles og et rehabiliteringstilbud præsenteres!
Kirsten