Nordiske ledere på døvblindeområdet mødes på Island
Hvert år mødes ledere af nordiske organisationer, der leverer ydelser til børn og voksne med både medfødt og /eller erhvervet døvblindhed. Der er repræsentanter fra både Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark. Dette Nordiske lederforum på døvblindeområdet foregår i regi af Nordens Velfærdscenter (NVC), som hører under Nordisk Ministerråd. I år er mødet netop afholdt på Island. Vores gæstfri islandske samarbejdspartnere lagde hus til på syns instituttet i Reykjavik. I år repræsenterede min leder Rud Anette Jørgensen og jeg Danmark, sammen med vores kollegaer fra Center for Døvblindhed og Høretab i Aalborg.
Formålet med Nordisk lederforum er blandt andet at fremme nordisk samarbejde og vidensdeling. et vigtigt formål er også at sørge for at bevare et politisk fokus på døvblindhed som en unik funktionsnedsættelse og skabe opmærksomhed og sprede viden om døvblindhed. Nordisk lederforrum har blandt andet flere faglige netværk. De drives af fagpersoner fra de forskellige organisationer på tværs af de nordiske lande. I netværkene udveksles, udvikles og formidles viden om døvblindhed. Flere netværk holder webinarer og konferencer, udgiver materialer og sikre udveksling af erfaring om forskellige temaer inden for døvblindhed. Der er fx et netværk om CHARGE, et om taktilt sprog, et om kognition og døvblindhed og faktisk nu også et om Usher syndrom.
Nordisk Netværk om Usher syndrom netop godkendt
I år har Lederforum nemlig godkendt et nyt officielt netværk. Faktisk det første på erhvervet området, i regi af Nordisk Lederforum, nemlig Netværk om Usher Syndrom. Min kollega Connie Møller har lagt et stort arbejde i dette netværk sammen med nordiske kolleger. Connie har for nyligt skrevet her på bloggen om arbejdet i denne nordiske gruppe. Her fortæller hun om gruppens arbejde med at lave ansøgningen om at få denne gruppe gjort til et officielt netværk under NVC. Det er det arbejde, der nu har båret frugt. Det er vi rigtig glade for.
En anden ny arbejdsgruppe, der for nyligt er blevet etableret, er en nordisk forskergruppe med over 20 medlemmer. Dermed er der nu dannet baggrund for en endnu mere styrket forskningsindsats og koordinering inden for døvblindeområdet. CFD’s egen forsker og udviklingskonsulent Niels Henrik Møller er tilknyttet denne gruppe.
Lederforum har denne gang også taget initiativ til at starte en tværgående arbejdsgruppe om alders relateret døvblindhed. Det forventer vi at være stærkt involveret i. I Danmark har vi nemlig længe ønsket mere nordisk erfaringsudveksling på dette område. Blandt andet for at lære af hinanden, men i høj grad også for at skabe mere fokus på gruppen af ældre med alders relateret døvblindhed, som vi ved også har behov for specialiserede tilbud og rådgivning om døvblindhed.
Styrket af kreativitet
På billederne i dette indlæg ses det Islandske alfabet på tegnsprog gengivet i skulpturer, hvor hvert bogstav vises af en hånd. På den måde kan man se og mærke bogstaverne tredimensionelt. Alle hænderne har hver deres farve og på hver skulpturs fod står bogstavet på islandsk og på braille. Skulpturerne er lavet af den islandske kunster Julius Birgir Johansson, som selv lever med døvblindhed. Sigurd kiggede forbi Nordisk Lederforum og fortalte sin historie om, hvordan han har fundet styrke og ro i at bruge sin kreativitet til at takle svære perioder i livet med døvblindhed. Sigurd er oprindeligt uddannet snedker. Efter han er blevet døvblind, har han læst kunst og studerer nu også tegnsprog på universitet.
Værktøj til udredning af funktionel døvblindhed under udvikling
Psykolog Rasmus Hougaard Pedersen fra CHD i Aalborg er projektleder på et nordisk udviklingsprojekt, der arbejder på udvikling af et værktøj til udredning af funktionel døvblindhed. Rasmus var med på mødet og gav en status på projektet. Man arbejder på at værktøjet kan blive anvendeligt både i forhold til udredning af funktionel døvblindhed ved medfødt og ved erhvervet døvblindhed. Det er et stort, kompliceret og meget spændende arbejde.
Det har været to spændende dage med oplæg og dialog om, hvordan Nordisk lederforum kan skabe mere politisk opmærksomhed på døvblindhed som en unik funktionsnedsættelse og bidrage med viden til det politiske system om døvblindhed. Ligesom der også arbejdes på forskellige måder med at skabe nye og styrke eksisterende uddannelsesmuligheder og kurser for professionelle, der arbejder med døvblindhed.
Du kan læse mere om Nordisk lederforum og de forskellige netværk på NVC’s hjemmeside: https://nordicwelfare.org/funktionshinder/natverk/
Rigtig god weekend /Trine