Døvblindeområdet som fagområde er et lille speciale. Det er sjældne målgrupper, vi som fagpersoner, har med at gøre. Derfor har der historisk set været fokus på samarbejde, vidensdeling og sparring på tværs af nordiske lande og internationalt. Der er løbende nordiske konferencer, nordiske temadage og verdenskonferencer. Desuden eksisterer flere forskellige faglige netværk både på området for medfødt og erhvervet døvblindhed.
Sidste år gik de nordiske lande sammen om at danne et fagligt netværk specifikt omkring Usher syndrom. Netværket er målrettet fagpersoner, der arbejder med specialrådgivning, forskning og lignende inden for døvblindeområdet.
Min kollega døvblindekonsulent Connie Møller og jeg sidder lige nu med i den indledende planlægningsgruppe. Her skal vi, sammen med Nordens Velfærdscenter og repræsentanter fra de øvrige lande, finde frem til indhold og form på netværkets møder. Vores tætte samarbejdspartner Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed i Aalborg (ISHD), deltager også i planlægningen. ISHD yder specialrådgivning og vejledning til børn og unge under 18 år med Usher syndrom.
Formålet med netværket er bl.a. at erfaringsudveksle og dele viden om Usher syndrom og de socialfaglige metoder, indsatser og tilbud vi anvender og levere til børn, unge og voksne med Usher syndrom. Netværket vil også have fokus på at identificere vigtige videnshuller og fremme vidensudvikling på tværs af landende.
I CFD- rådgivning glæder vi os meget til dette nordiske samarbejde. Vi glæder os til nye faglige input og til at dele vores viden, fx om rehabiliteringskurser til voksne med erhvervet døvblindhed og om CI og Døvblindhed, med vores nordiske kolleger.
/Trine