Er  kombinationen af en borgers syns- og høretab så indgribende, at hjælpemidler ikke rækker, har vi i Serviceloven en paragraf, der giver borgere med  funktionel døvblindhed ret til en særlig kontaktperson. Kontakpersonen støtter selvstændighed ved at fungere som “øjne og ører”.

Der er ca. 340 borgere i Danmark, der har sådan er ordning. Den særlige kontaktperson  modtager  undervisning  og supervision fra os konsulenter, og ind i mellem inddrager vi eksterne undervisere. Nedenstående indlæg er fra vores kollegaer i København (faktisk ligger  kontoret i Valby).

Hvad vil du gerne have synsbeskrevet?

“Hvem er du? Og hvad interesserer du dig for?” Det er nogle af de spørgsmål, der er relevante at stille, inden en kontaktperson laver synsbeskrivelse for en person med erhvervet døvblindhed. For synsbeskrivelse er et samarbejde mellem brugeren og kontaktpersonen, og kontaktpersonen kan kun synsbeskrive relevant og målrettet, hvis brugeren fortæller om sig selv, og hvad hun gerne vil vide noget om.

På kontoret i København har vi i dag samlet 24 erfarne kontaktpersoner til undervisning om synsbeskrivelse og haptisk kommunikation.

Lise Lotte Thorkildsen, tolk for CFD i Fredericia, er vores oplægsholder. Hun har årelang erfaring med at synsbeskrive for personer med erhvervet døvblindhed, fx når de deltager i kurser på Fuglsangcenteret i Fredericia. Lise Lotte Thorkildsen siger, at synsbeskrivelse kan give brugeren mulighed for at få hovedrollen tilbage i sit eget liv. Jo flere informationer, desto flere valgmuligheder vil der være. Det kan fx være godt at vide, hvem der er til stede i et lokale, hvis brugeren gerne vil small-talke med dem, som hun kender i pausen.

Kontaktpersonerne laver flere øvelser, hvor de to og to skiftes til at være “blinde” og til at synsbeskrive. De er ude på en legeplads, hvor de skal udvælge, hvad de vil fortælle om og lade den “blinde” føle på, mærke med fødderne, gå på selv osv. Bagefter fortæller de gruppen om deres oplevelser. Det er meget forskelligt, hvad den enkelte har lagt vægt på i sin synsbeskrivelse. Lise Lotte Thorkildsen forklarer, at det uundgåeligt er sådan, at vi hver især vil synsbeskrive ud fra vores egen opfattelse af, hvad vi ser, og hvad vi synes, der er vigtigt. Det afhænger af faktorer som alder, erfaring, viden, tidligere oplevelser osv.

Hvis kontaktpersonen og personen med erhvervet døvblindhed har nogle fælles referencerammer, kan det være en fordel at bruge dem i synsbeskrivelsen. Det kan fx være, at legepladsen er på størrelse med brugerens stue, eller at gyngerne ligner dem, vi plejer at gå forbi i den lokale park. Haptiske signaler på skulder eller ryg kan være en hjælp til at forklare, hvor de forskellige ting på legepladsen er placeret i forhold til hinanden.

I sociale sammenhænge bruger personen med erhvervet døvblindhed mange ressourcer på at være til stede og på at opfatte, hvad der bliver sagt. Hun går ofte glip af intonation og ansigtsudtryk. Hun ser eller hører ikke, hvis den hun taler med, fx bliver ked af det. Lise Lotte Thorkildsen forklarer, at haptiske signaler er meget anvendelige i situationer som denne, fordi kontaktpersonen diskret kan lave et signal på skulder eller ryg om, at samtalepartneren er ked af det. Det giver brugeren mulighed for at agere relevant og føre samtalen i den retning, der er brug for.

Og selvfølgelig skal brugeren kunne sige “stop, nu er det nok, nu orker jeg ikke at få beskrevet flere ting!” Det forventer vi, at kontaktpersonen har fuld forståelse for.

Malene Strandkvist