/Af Eva Juul Toldam

Så er der nyt om det rummelige arbejdsmarked til bloggens læsere. Konsulenthuset Marselisborg har, på vegne af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, udført en evaluering af ordningen om personlig assistance for årene 2018-2019. Det er en omfattende evaluering med tonsvis af grafer og tabeller. Men heldigvis er børnene nu tilbage i skole og børnehave, så der har været ro til at læse den igennem på hjemmekontoret (dvs. spisebordet).

I dagens blog vil jeg fortælle om hovedpointerne i evalueringen. Ved en senere lejlighed skriver jeg om, hvordan ordningen med personlig assistance opleves af de mennesker, der bruger den.

Hvad er personlig assistance og hvem bruger det?

Lov om kompensation til handicappede i erhverv giver mulighed for, at personer med varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan få bevilget personlig assistance. Ordningens formål er at kompensere personer med funktionsnedsættelse på de områder i deres arbejde, hvor funktionsnedsættelsen ellers ville have været en barriere.

Den personlige assistent kan bl.a. være en tegnsprogstolk (det er det i 10 % af sagerne). Det kan også være en, der udfører sekretærlignende opgaver (3 % af sagerne) eller en der kører bil for den pågældende medarbejder i arbejdstiden (1 % af sagerne). De fleste ordninger bevilges til mennesker med fysisk funktionsnedsættelse, som er i job, inden ordningen træder i kraft.

• 61 % af de bevilgede ordninger med personlig assistance sker på baggrund af en fysisk funktionsnedsættelse
• I 28 % af sagerne tilskrives det en psykisk funktionsnedsættelse
• Og i 11 % er der tale om en kombineret fysisk- og psykiskfunktionsnedsættelse

6 % af sagerne med personlig assistance er bevilget til personer med nedsat hørelse/døvhed og 4 % til personer med nedsat syn/blindhed. Der er ikke opgjort nogle tal for personer med kombineret syns- og hørenedsættelse.

Ordningen virker og sparer samfundet penge

I evalueringen udtrykker både brugere af ordningen og jobcentrene at ordningen med personlig assistance virker. Den er med til at fastholde mennesker med funktionsnedsættelser i arbejde. Oftest bevilges den til mennesker, der gennem længere tid har været på en arbejdsplads, som enten pga. pludselig fysisk funktionsnedsættelse eller som følge af en progredierende lidelse har behov for ekstra kompensation for at løse de samme arbejdsopgaver. Den bruges ikke i så høj grad til at hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet. Jobcenterchefer ser dog et potentiale i oftere at anvende ordningen i den slags sager. Så, måske kommer vi til at se det i fremtiden.

En sag om personlig assistance koster i gennemsnit 4.932 kr. om måneden. Evalueringen peger på, at en stor del af de personer, der benytter personlig assistance ville modtage offentlig forsørgelse, hvis ikke de havde mulighed for denne kompensation. Det udregnes, at de offentlige udgifter til personlig assistance ikke overstiger de besparelser, der er på ydelser til offentlig forsørgelse (f.eks. førtidspension eller revalidering). Ordningen er altså en god forretning for samfundet. Evalueringen konkluderer således, at ordningen både bidrager positivt til den enkeltes livskvalitet – mange af de interviewede ønsker at blive på arbejdsmarkedet – og til at samfundet bruger færre penge.

Store forskelle mellem landets kommuner

Helt generelt er der en stigning i antallet af bevilgede ordninger, mens timetallet i de enkelte bevillinger er faldet. Dog er der store forskelle mellem landets 98 kommuner. Forskellene kan ikke kun forklares med de naturlige forskelle, der er på antallet af borgere i kommunerne, og på befolkningssammensætningen.

Det fremgår af evalueringen, at der er forskel på nøglepersoner i jobcentrenes vurdering af, om deres kolleger er faglig klædt på til opgaven. 42 % af jobcentrets nøglepersoner vurderer, at deres kolleger ved nok til at rådgive om lovens muligheder for mennesker med handicap. 30 % oplever dog, at deres kolleger ikke er fagligt klædt på til opgaven.

En anden årsag til forskellene skyldes, at jobcentre i kommunerne har forskellige bevillingspraksisser. Det bl.a. bliver tydeligt i to citater fra nøglemedarbejdere, der er specialiseret i ordningen i to forskellige kommuner.

Nøgleperson i kommune 1: ”Vi siger, I skal ikke nævne det [personlig assistance], medmindre, der slet ikke er flere muligheder.” (Evaluering af ordningen med personlig assistance, 2019 s. 43)

Nøgleperson i kommune 2: ”Jeg tænker, vi har den bredeste tolkning af adgangen til personlig assistance.” (Evaluering af ordningen med personlig assistance, 2019 s. 44)

Hvor en kommune ser personlig assistance som en sidste udvej, ser en anden kommune det som en god mulighed, og prøver i videst mulig omfang at bevilge ordningen.

Man kan næsten ikke lade være med at blive bekymret over de forskelle, der er i kommunernes bevillingspraksis. Det er svært at forsvare, hvorfor ens adresse bliver afgørende for, hvilke muligheder for kompensation man har på arbejdsmarkedet. Som jeg ser det, bør det alene være arten af ens arbejdsopgaver og graden af ens funktionsnedsættelse, som afgør kompensationsmulighederne.

Hvad betyder det for dig?

For bloggens læsere betyder det, at man kan være nødt til selv at orientere sig og søge rådgivning, hvis man ikke oplever at få tilkendt den kompensation, man mener at være berettiget til.

Hvis du har lyst til at dykke ned i de mange grafer og f.eks. læse mere om den kommunale variation i bevillingen af personlig assistance, kan hele evalueringen læses her: https://star.dk/om-styrelsen/nyt/nyheder/2020/4/ny-evaluering-af-personlig-assistance-for-personer-med-handicap/

Næste gang I hører fra mig, skriver jeg som sagt om, hvordan ordningen med personlig assistance opleves af de mennesker, der bruger den.

/Eva