Sofie Bloch Nielsen læser jura på Københavns Universitet (KU). Hun lever også med erhvervet døvblindhed, og hun fortæller i Universitetsavisen (Københavns Universitets interne avis) om, hvordan hun oplever manglende hensyntagen fra universitetets side, når hun beder om dette for at kunne følge studiet. Det er interessent og ikke mindst bekymrende læsning, når hun beretter om hendes oplevelser med landets ældste og største universitet.
Artiklen kan læses her: https://uniavisen.dk/jurastuderende-og-doevblind-ingen-skal-diktere-hvad-jeg-kan-og-ikke-kan/
Der er ingen tvivl om at Sofie både er sej og en rollemodel, der viser at døvblindheden ikke skal bremse en i at opnå ens drømme. Hun trives med at læse jura og er glad for hendes valg. Men Sofies historie er også en historie om et system, der tilsyneladende er indrettet på en måde, hvor det udfordrer dem, det er sat i verden for at hjælpe. Systemet rummer en masse velvilje, men er tilsyneladende også ensidig i den forstand, at det helst hjælper den studerende til at tilpasse og indrette sig til de vilkår universitetet tilbyder. Det er den handicappede, der skal være den taknemmelige modtager, der indretter sig.
Sofie fortæller, at da hun fx bad om en mindre studiegruppe, da det ville give hende bedre mulighed for at deltage på lige vilkår, blev det blank afvist af universitetet. Det var man ikke villig at tilpasse og ændre størrelsen på de i forvejen fastsatte grupper. Det virker ret uforståeligt set udefra.
Men Sofie fortæller også i artiklen om et system, hvor hun har fået bevilget relevante hjælpemidler, men at der går lang tid før hun modtager dem. Så lang tid at semesteret reelt er ved at være færdiggjort. Hjælpen er der med andre ord, men bliver levereret på en måde, hvor den påvirker den studerendes muligheder for at følge studiet på rimelige vilkår. Det svarer lidt til at man kaster en person ud af et fly, mens man råber, at der er søgt om en faldskærm, og så håber at den kommer tidsnok. Igen peger den på et system, der er ude af takt med dem, det er sat i verden for hjælpe.
Sofie fortæller også om, at de forskellige systemer har vanskeligt ved at tale sammen og ved at tage højde for en studerende, der grundet døvblindheden, har brug for et andet studietempo. Det giver Sofie ekstra arbejde og bekymringer oveni alt det andet, som i forvejen skal håndtere, som ny studerende.
Artiklen tegner et således et portræt af de udfordringer en studerende med handicap møder. Der er systemer og ressourcer, men de er indrettet på en måde, hvor de er ensidige og udfordrer den unge, der oveni alt det andet, skal håndtere dette. Sofie er sej. Det er hun desværre nødt til at være, og det er ærgerligt, at det er nødvendigt. Der er ekstra arbejde, ventetid og bekymringer, som kommer oveni. Tak til Sofie for at give et indblik i hendes situation og åbne en diskussion om Københavns Universitet ikke kan gøre det bedre? Og i en bredere sammenhæng sætter hun fingeren på et rigtig ømt punkt – .det er nemt at være rummelig og skrive at man vil hjælpe personer med handicap – men ofte er den hjælp indrettet på den måde, at det er den handicappede, der får hjælp til at tilpasse sig og ikke den anden vej rundt. Det er selvfølgelig mest enkelt, men peger også på, at vil man reel inklusion er dette ikke tilstrækkeligt.