I forlængelse af indlægget fra sidste uge, der handlede om årets handicapdag d. 3. december, fik jeg en mail fra min dygtige kollega, Eva, som udover at være udviklingskonsulent, har en baggrund som antropolog. Hun pegede på at tanken om enshed kunne være en interessant vinkel på hele diskussionen om handicappedes tilknytning – eller rettet mangel på samme – til arbejdsmarkedet. En række undersøgelser peger entydigt på, at fordomme og mangel på viden gør det rigtig svært for personer med en funktionsnedsættelse at få et job. Det kan lede til, at konkludere at svaret på dette må være mere information rettet mod at ændre eller fjerne disse fordomme. Den tanke sætter begrebet om enshed spørgsmålstegn – og påstår samtidigt at det nok ikke er så enkelt igen!

Enshed som den store integrator

Eva skriver i hendes mail:

“..at der i Danmark er en fremtrædende tendens til at opfatte enshed som en forudsætning for – eller måske ligefrem det samme som – lighed. Dvs. at vi at blander begrebet om at være ens (være de samme) sammen med begreb om at være lige (være lige meget værd).

Sagt den anden vej rundt – vi danskere har det bedst med at vi alle ligner hinanden. Og det har vi, fordi det understøtter en fælles fortælling om at vi alle er lige og vores samfund er præget af lav grad af social ulighed og et fravær af sociale hierarkier. Man kunne kalde det for leverpostej argumentet: Ikke for meget variation og det skal helst være trygt og godt – en stor melet masse af beige enshed.

Evas pointe er, at personer med handicap udfordrer denne fortælling, fordi de på nogle punkter (potentielt) fremstår som værende anderledes – de er ikke ens med omgivelserne, og derfor kan de ikke være lige (så gode) som os. Der er således en samfundsmæssig indbygget:

“.. bias mod folk, der er anderledes end en selv (og det store fællesskab), fordi der implicit er en forestilling om at hvis de ikke er ens med os, så kan de ikke være lige (så gode) som os.” (Eva)

Det har forskellige konsekvenser. For det personer med en funktionsnedsættelse, såsom borgere med erhvervet døvblindhed, giver det en voldsom driftkraft mod at skjule eller nedtone deres funktionsnedsættelse. Der er jo ingen, der frivilligt har lyst til at skille sig ud og dermed true den fælles fortælling. Det ses tydeligt, når vi taler med unge, der har et handicap, hvor mange gør sig store anstrengelser for at nedtone eller helt skjule deres handicap, som fx denne unge kvinde:

”(…) jeg kan huske, at der jeg var yngre, da folk sagde til mig: ”Guud, jeg vidste ikke, at du brugte høreapparater.”. Det var sådan en af de største komplimenter, du kunne give mig. Det betød, at så er vi jo okay normale. ” (Ung kvinde med erhvervet døvblindhed)

Leverpostej med eller uden bacon

Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om integrationen af borgere med handicap på det danske arbejdsmarkedet, er kan der destilleres en række pointer. For det første, at borgere med handicap udfordrer den samfundsmæssige higens efter enshed. Udfordringen kan både være potentiel, når omgivelserne gør sig alle mulige forestillinger om hvad et handicap betyder, og konkret, hvis man kræver en særlig behandling eller hensyntagen. Udfordringen kan metaforisk ses som en trussel – den “truer” fortællingen at vi alle har det godt, og at det vi gør er godt nok for os. Ligeledes peger det på, hvorfor det kan være så udfordrende at skulle fortælle om sit handicap og behov til andre. For at være en del af fællesskabet, må man bevidst sætte sig uden for den beige suppe af enshed. Afsløre at man er en paté, i et land, hvor topmålet er leverpostej med bacon.

Det peger på, hvorfor det er så svært med at få borgere med handicap fuldt integreret på arbejdsmarkedet. Det er simpelthen svært at tale om, at kunne diskutere de greb, der måske er nødvendige, hvis man vil ændre tendensen, uden at true den fælles konsensus og vores samfundsmæssige selvbillede. Derfor bliver det ofte diskussioner, der ikke truer dette og derfor heller ikke er særligt effektive.

Hvis du vil læse mere om enshed, kan der findes inspiration i bogen “Integration 2007” redigeret af K.F. Olwig & K. Pærregaard. Det er særligt bidraget til bogen af Steffen Jöhncke som er relevant.