I dag vil jeg fortælle lidt om døvblindekonsulentordningens arbejde med mål som redskab i rådgivningen. Igennem de sidste par år, har vi nemlig haft et øget fokus på dette i CFD -Rådgivning.
Dokumentation og målretning af rådgivning
Vi forsøger hele tiden at lave gode målbare mål sammen med de borgere, der modtager rådgivning fra os. Vi anvender målbare mål som redskab til at målrette rådgivningen. Målbare mål er nemlig et godt redskab til at følge op på, hvad den enkelte har behov for samt til løbende at vurdere, hvorvidt den døvblindefaglige indsats, der iværksættes, er den rette. Samtidig kan målbare mål bruges som metode til at dokumentere effekten af vores rådgivning.
Hvad skal der til for at lave målbare mål?
Forud for et mål ligger altid en snak om og en beskrivelse af den eller de konkrete problemstillinger eller udfordringer, som rådgivningen skal søge at afhjælpe eller forebygge. Altså hvilke konkrete udfordringer giver det kombinerede syns- og høretab i den enkelte borgers hverdag og liv generelt.
Hvad er et godt og målbart mål?
I døvblindekonsulentordningen har vi valgt at tage udgangspunkt i SMART-modellen. SMART betyder, at målet skal være Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt.
Når et mål er Specifikt, Målbart, Attraktivt, Realistisk og Tidsbestemt er der større sandsynlighed for, at det lykkes at opnå målet. Desuden bliver det tydeligt, hvornår målet er opnået. Et mål kan både være udviklingsmål, hvor borger ønsker at opnå forandring i hverdagen. Men det kan også være et vedligeholdelsesmål, hvor borger ønsker at beholde de aktiviteter og muligheder, vedkommende allerede har.
At arbejde med SMART mål er også et redskab til, sammen med den der modtager rådgivningen, at sætte ord på det, der er vigtigt lige nu. På den måde kan vi sammen justere strategier, kigge på støttemuligheder, bringe nye teknikker i spil eller hvad der nu skal til for at komme i mål eller forblive i mål.
Målarbejde kræver tilvænning
Som modtager af rådgivning kan det måske umiddelbart virke lidt kunstigt eller svært at forholde sig til at sætte mål for sin hverdag på baggrund af sin funktionsnedsættelse. Som døvblindekonsulent kræver det også tid og tilvænning til at arbejde med målsætning på denne måde. Men vores erfaring viser, at SMART mål kan være en god metode i samarbejdet mellem konsulent og borger. Ligesom de viser sig anvendelige til dokumentation af effekten af den rådgivning og de tilbud, som borgerne modtager fra CFD’s døvblindekonsulentordning.
Blot en lille del af værktøjskassen
Dette blogindlæg giver indblik i en lille del af døvblindekonsulenternes værktøjskasse i forhold til rådgivningsarbejdet. SMART mål er således blot et eksempel på, ét af de redskaber døvblindekonsulenterne kan gribe fat i, i samarbejdet med borgerne. Men også på, hvordan vi i døvblindekonsulentordningen bl.a. arbejder med at leve op til de krav, der fra myndighederne side stilles til dokumentation af effekten af ydelser på det sociale område.
Rigtig god weekend /Trine